Den 21. april afholdte SGF ordinær generalforsamling. 41 personer, repræsenterende 28 foreninger deltog i generalforsamlingen, hvilket var et meget tilfredsstillende fremmøde.
Generalforsamlingen afvikledes i en særdeles behagelig atmosfære, med en positiv debat omkring aktuelle spørgsmål fra deltagerne. Der var således tale om en god generalforsamling.
Fra generalforsamlingen er der flere aktuelle ting, bl.a.:
- Kommunens planlagte udrulning af tidsparkeringszoner
- Ny advokataftale i SGF
- Ajourført aftale med NCC om udførelse af vejvedligeholdelses- og vejrenoveringsarbejder
Ad. 1.
Det ligger nu fast, at der den 23. maj og 30. maj 2022 gennemføres borgerhøringer på Amager vedrørende udrulningen af planlagte tidsparkeringszoner i betydelige områder med private fællesveje i grundejerforeningerne i Københavns Kommunes del af Øen.
Den 23. maj kl. 19 – 21 holdes borgermøde i lokaliteten ”Loftet” i Amager Kulturpunkt, Øresundsvej 4-6 (Amager Vest/Øst) og
Den 30. maj kl. 19 – 21 holdes borgermøde i Filipsskolen Amagers Aula, Amager Strandvej 124 A (Amager Øst).
På møderne vil der i et samarbejde mellem kommunen (Teknik- og Miljøforvaltningen) og lokaludvalgene blive givet en fyldestgørende redegørelse for formålet med udrulningsarbejdet og om arbejdets gennemførelse, med områdeafgrænsninger, tider og antal timer for parkering, beboer-, erhvervs- og gæstelicenser, hvordan kontrollen er tænkt gennemført og om skiltningen.
Borgermøderne annonceres i medierne og på lokaludvalgenes (Øst og Vest) hjemmesider. SGF opfordrer medlemmerne i grundejer- og boligforeninger til at deltage på borgermøderne og medvirke i debatten om udrulningen.
Ad. 2.
SGF har indgået ny samarbejdsaftale om juridisk bistand for medlemsforeninger og enkeltmedlemmer i grundejerforeningerne. Der er med Advokatkontoret Kroer/Fink Advokater, Amager Strandvej 158 D, 2300 København S. Tlf.: 71992929 E-mail: Att.: advokat Mikael Skau Skjoldager.
Aftalebetingelserne vil snarest blive omtalt på SGF ’s hjemmeside.
Ad. 3.
SGF har i mange år haft en aftale med NCC om tilbud ved udførelse af vejvedligeholdelses- og vejrenoveringsarbejder for medlemsforeningerne i grundejerfællesskabet. Tilbuddet var bygget op om en arbejdsbeskrivelses- og kvalitetsdel og en pris mv. del. Prisdelen har indeholdt en rabatordning for medlemmerne af SGF. Arbejds- og kvalitetsdelen har været baseret på en nøje beskrivelse af materialevalg og –kvalitet (Dansk Standard) og på arbejdsudførelsen, kontraktopfyldelsen og i det hele taget, at entreprisen har været gennemført fuldt tilfredsstillende for kunden.
For nylig er aftalen med NCC justeret i overensstemmelse med forholdene i dag, og en ny beskrivelse af aftalen er på vej, herunder en ajourføring af prislisten, som SGF løbende er bekendt med, men som den enkelte grundejerforening selv skal rekvirere direkte hos NCC.
Kontaktperson hos NCC er: Kasper Højgård Johansen, E-mail: Tlf.: 29496111.
Aftalen med NCC vil i løbet af kommende måned blive omtalt nærmere på SGF ’s hjemmeside. Flere foreninger har meddelt om positive oplevelser ved at gøre brug af NCC. Med tilbuddet fra NCC vil det stadigvæk være muligt, at indhente andre tilbud (på kvalitet og pris) i en tilbudsrunde.
Med venlig hilsen
Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF)
Erhardt Franzen