Med de bedste ønsker for det nye år kan vi meddele, at vi lige har afholdt vort første
bestyrelsesmøde i SGF i år. Punkter på dagsordenen omhandlede bl.a. spørgsmålet om indledende
indspil i dialog med myndighederne om ny kommuneplanstrategi 2023 og kommuneplan 2024.
Kommuneplanen er rammen for byens udvikling i en kommende 4-års periode og perspektiverne
derefter. På hele bebyggelses- og infrastruktursiden er områderne med villa- , havekoloni- og
parcelhusområderne af betydelig udstrækning i Københavns Kommune.
Lokalplaner – Eberts Villaby, Amager
Med ophæng under kommuneplanen er bl.a. spørgsmålet om lokalplaner for nybyggeri og
bebyggelsesrenoveringer i kommunen interessant. I den forbindelse er SGF medvirkende til
opbakning til medlemsforeningen Eberts Villaby, i bestræbelser på at imødegå kommunens
lokalplanforslag ”Englandsvej Nord”, som vil tillade højhusbyggeri med ungdomsboliger i kanten af
villabyen mod Englandsvej – mellem Torben Oxes Allé og Søren Norbys Allé.
Sammen med Amager Vest Lokaludvalg og grundejerforeningen i Eberts Villaby finder SGF
lokalplanforslaget ødelæggende for det akitektoniske og historiske udtryk for villabyområdet på
Amager, ligesom boligejendomsbebyggelse i foreslået omfang, med højde på indtil 6 etager og
teknisk overbygning vil mindske bydelens grønne islæt og aflede betydelige gener vedrørende
parkering, affaldshåndtering og skygge- og indsigtsgener til naboerne. Lokalplanforslaget vil
endvidere kunne skabe præcedens til andre tilsvarende områder i byen.
I høringsprocessen for lokalplanforslaget, der udløb 28. december 2022, er indkommet ikke færre
end næsten 100 høringssvar, der næsten alle er kritiske over for bebyggelsesprojektet. Teknik- og
Miljøforvaltningen, Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen er nu i gang med at
vurdere høringssvarene og om lokalplanprocessen skal gå om. Under behandlingen kan det vise sig
opportunt, at SGF – sammen med lokaludvalg og Eberts Villaby – deltager i foretræde for
politikerne.
Mere natur i lokalområder – Biodiversitet
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune holder informationsmøde om en grønnere
by og biodiversitet samt mulighederne for at søge økonomisk tilskud til udvikling af mere natur –
med dyr og planter i lokalområderne. Mødet er:
Mandag den 6. februar 2023, kl. 15:30 – 17:00 i kommunens mødecenter Njalsgade 13, Islands
Brygge. Det er gratis at deltage. Tilmelding via Billetto.