Samarbejde med Grundejeren.dk om medlemsblad
Der har i de seneste år været et ”spirende” samarbejde mellem de to paraplyorganisationer på grundejerforeningsområdet i København. SGF (Amager) og Grundejeren.dk. (Vest for havneløbet). Det har især drejet sig om anliggender, som har været relevante for hele København på grundejerområdet. Fx vedrørende villa-, rækkehuse- og parcelhusenes hele beboelses- og trivselsmæssige værdi for borgere i København samt betydningen for det grønne, miljøet, klimaet og bybilledet i Københavns Kommune. Samarbejdet har ikke mindst omhandlet vilkår og retningslinjer for karakter, tæthed og højde for bebyggelserne i villa- og parcelhusområderne samt vedrørende forvaltningen af vores fælles veje (private fællesveje) med trafik, parkering, klima og med fremføringen af nedgravede forsyningskabler og -rør i fortove og vejbaner.
Et nyt tiltag i samarbejdet mellem SGF og Grundejeren.dk er nu, at SGF ’s medlemsforeninger i næste måned – via vores Nyhedsmail – modtager Grundejeren.dk’s periodiske bladmagasin ”Grundejeren.dk” til orientering. Formålet er, at få del i den viden om aktuelle anliggender for grundejerforeninger i København, som magasinet samler og formidler. Formidlingsordningen prøvekøres i 2025.
Forsikring af rendestensbrønde på private fællesveje i grundejerforeninger
Nylig er SGF blevet opmærksom på, at der mellem forsikringsselskaber, der tegner ”Husforsikringer”, er forskel på, om rendestensbrønde ved kantsten ud for parcellen ved skader er med i forsikringsdækningen for huset eller ej. I en mindre undersøgelse har det vist sig, at der er forskel mellem forsikringsselskaber på dette område. Hos nogle selskaber er dækningen med i husforsikringen; mens den hos andre ikke er med. I en række tilfælde har grundejerforeningen besluttet at dække skaderne fra fællesskabets kasse.
Med oplysningerne er det op til den enkelte grundejerforening, sammen med medlemmerne i foreningen at finde ud af, i hvilken udstrækning skader på rendestensbrønde ved kantstene er meddækket af hustandssforsikringen på parcellen, hvor brønden er lige ud for. I en række tilfælde vil en skadesudbedring således kunne placeres i en husstandsforsikring, mens den i andre tilfælde må dækkes via fællesskabet i grundejerforeningen, medmindre der er tale om en ekstern skadevolder, der kan forfølges.
Er der tale om skader med underminering af fx rotter fra kloaknettet, kan der være tale om en
ganske betydelig udgift til reparation med TV-inspektion mv. for en rendestensbrønd.
Private parkeringsordninger
Parkeringsudfordringer tager til overalt på gader og stræder i København. Det gælder ikke mindst på Amager, hvor bil- og trafiktætheden er øget konstant med de tæt ved hundrede tusinde nye borgere, der er flyttet til Øen siden årtusindskiftet og hvor de fleste har biler med og helst vil parkere gratis på bl.a. private fællesveje, fremfor at betale dyrt i parkeringshuse og -anlæg i de nye bydele.
Situationen har medført kommunale tiltag med udvidet betalings- og tidszoneparkering i de gamle brokvarterer, ligesom kommunen er blevet motiveret til at godkende private parkeringsordninger i øget omfang på private fællesveje i grundejerforeninger. Først langs metrostrækninger og ved tætte bebyggelser, men ønskerne breder sig med hastige skridt ud i villa- og parcelhusområderne på Amager.
Fremgangsmåden ved etablering af privat parkeringsordning er lettest ved kontakt til firmaer og selskaber, der tilbyder parkeringsordninger og som bl.a. er:
EUROPARK
KbhPARK
Q-PARK
APCOA Parkering
Park Zone A/S
Uno Park
COPARK
Der er flere andre firmaer på banen med tilbud på parkeringshjælp. Det opfordres til, at flere foreninger lokalt går sammen om en ordning, så man ikke bare ”skubber” parkeringerne til naboforeningerne.
SGF ’s ordinære generalforsamling april 2025, kl. 19.00
Der gøres opmærksom på, at årets ordinære generalforsamling i SGF er torsdag den 24. april kl. 19:00 i restaurant ”Kareten”. Reservér datoen allerede nu. Indkaldelsen kommer senere.
Indsamling af fotos fra grundejerforeninger
Vi opfordrer medlemmer, der har gode fotos fra situationer på de private fællesveje og ved fælles arrangementer til at sende dem til SGF: /v næstformand Henrik Johanson, E-mail: Billeder kan være fra vejen, fællesarealer, legepladser med mere, som SGF med tilladelse gerne vil bruge på en fornyet udgave af SGF ’s hjemmeside.