Gennemse Kategori

Villakvartererne

SGF Nyt 6 – 2024

Et år er ved at rinde ud. Julehøjtiden står for døren og et nyt år 2025 er i sigte

Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF) vil hermed gerne sige tak til alle medlemsforeninger m.fl. for et medlevende og godt samarbejde i det forløbne år omkring grundejerforeningernes udfordringer og interesser i Københavns Kommune, samtidig med vi ønsker jer alle:


En glædelig jul
&
Et godt nytår

År 2025 vil være året, hvor SGF lægger op til, at øge samarbejdet med den anden grundejerforeningssammenslutning i København Grundejeren.dk., der fortrinsvis har sine medlemmer Vest for havneløbet.

På en række punkter har vi allerede et fornuftigt samarbejde, fælles interesser og gøremål med Grundejeren.dk og det er dette samarbejde, vi vil udbygge ved at prøvekøre et fællesskab omkring kommunikation til medlemsforeningerne og et udvidet fællesskab omkring villa- og parcelhusområdernes interesser i, at områderne videreføres med deres grønne profil og omkring forvaltningen af de private fællesveje i fremtiden.

”Skæve boliger” på Radisevej, Amager

I løbet af efteråret har vi i Nyhedsmails orienteret om kommunens planer om at bygge skæve boliger forskellige steder i byen og herunder på et grønt område på Radisevej, hvor de omkring boende har været meget imod planen. Det gælder også de lokale grundejer- og boligejendomsforeninger samt Amager Vest Lokaludvalg, der ønsker det grønne område bevaret samt nærer betænkelighed ved at øge antallet af socialt belastede beboere i et område ved ”Sundbyvang”, som i forvejen rummer sårbare sociale institutioner.

Efter den seneste behandling i Socialudvalget af spørgsmålet om placering af skæve boliger i kommunen er det besluttet, at tage Radisevej-projektet ud af de opdaterede planer for skæve boliger i København. Sammen med forvaltningen ser Socialudvalget behov for mere tid til, at kunne forholde sig til dele af indholdet af den modstand, der i Amager Vest havde været mod planerne om skæve boliger på Radisevej.

Under behandlingen i Socialudvalget fandt partierne i udvalget det dog væsentligt under protokolbemærkningerne at understrege, at der ikke er politisk opbakning til placering af skæve boliger på Radisevej. Vi må så se, hvordan tingene i fremtiden udvikler sig på området og om sagen eventuelt dukker op igen.

Kommunens planer om etablering af ramper ved fortovshjørner på private fællesveje

I sidste nummer af Nyhedsmail omtalte vi kommunens planer/tiltag om påbud til grundejerforeninger på private fællesveje om etablering af op-/nedkørsler ved fortovene på alle vejhjørner af hensyn til handikaptrafikanter, barnevogne og andre hjulkøretøjer på fortovene. Som nævnt gik SGF ind i sagen. Der blev afholdt møde med Teknik- og Miljøforvaltningen om tiltaget og de mange konsekvenser og udfordringer ved kravet blev gennemgået og diskuteret på mødet, og kommunens folk ville på denne baggrund gå hjem og vurdere sagen og kravene nærmere.

Efter denne nærmere vurdering i Teknik- og Miljøforvaltningen har forvaltningen meddelt os, at da sagen er meget komplekst, har kommunen set sig nødsaget til, at sætte krav om ramper på private fællesveje i bero indtil videre. Vi må så se, om sagen en dag dukker op igen, da den har konsekvenser for indretning på alle vores veje.

Ajourføring af vores forsikringstilbud

Kollektiv erhvervs-, bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikring
SGF ’s hovedtilbud til medlemmerne på forsikringsområdet er den kollektive ansvarsforsikring, der er tegnet i det internationale selskab H-D-I. Ca. 2/3 af vores medlemmer er nu medlem af forsikringsordningen; men vi opfordrer til, at de medlemsforeninger, der ikke har tegnet forsikringen endnu, gør det.

Der er i forbindelse med driften af en grundejerforening eller vejlaug en række ting, der kan gå galt for en bestyrelse. Der er hele ledelsesansvaret i forholdet til omgivelserne og til medlemmerne, hvor der kan optræde hændelser og uklarheder, som rummer erhvervsansvar samt i tilfælde underslæb med foreningens midler, og der kan ved fx vejrenoveringsprojekter være ting, som udløser hændelser, der drager foreningen til ansvar.
Policebetingelserne finder du på SGF ’s hjemmeside www.sgfnet.dk . Forsikringspræmien for kommende år er ca. 1.200 kr. pr. forening og opkræves sammen med kontingentet til SGF i begyndelsen af det nye år. Tilmelding til forsikringen sker til bestyrelsesmedlem i SGF Jannie Vestergaard, E-mail: Tlf.: 25470986.
Ved nyindmeldelse som medlem i SGF er medlemskabet inklusive deltagelse i den kollektive ansvarsforsikring.
Retshjælpsforsikring
I nogle år har SGF formidlet, at grundejerforeninger og vejlaug har kunnet tegne en retshjælpsforsikring, formidlet af forsikringsagenten SPECIAL RISK med selskabet HELP på særlige vilkår. Fra årsskiftet er denne aftale opsagt af selskabet. Kun ca. 10 foreninger havde tegnet forsikringen.

Med aftaleopsigelsen har SGF dermed ingen formidlingsrolle vedrørende retshjælpsforsikring, der fortrinsvis omhandlede advokathjælp i større tvistighedssager. Vi har i SGF ’s bestyrelse kort drøftet, hvorvidt der i medlemskredsen ville være aktuel interesse i en kollektiv ordning om retshjælpsforsikring. Drøftelserne herom fortsætter i det nye år.

Mød bestyrelsen for SGF

I de seneste par år har vi praktiseret en ordning, hvor medlemsforeninger, der måtte have spørgsmål/anliggender, som man ønskede drøftet med SGF ’s bestyrelse, kunne forudgående aftale om foretræde for bestyrelsen ved indledningen af bestyrelsesmøder i SGF. Ordningen fortsætter i 2025.
I 1. halvdel af 2025 afholder SGF bestyrelsesmøder med mulighed for foretræde som følger: den 23. januar, 27. februar, 27. marts og 20. maj.

Foretræde aftales forudgående med formanden Erhardt Franzen. E-mail: Telefon: 21633799. Møderne indledes kl. 19:00 og holdes i Englandsvej 10, st. mf., 2300 S.


Med venlig hilsen
Erhardt Franzen