1 . TDC`s udrulning af fibernet
Siden nytårsskiftet har TDC haft travlt med udrulningen af fibernet til grundejerne på de private fællesveje mv. på Amager. Først i de såkaldte forsøgsområder i Amager Vest, og nu efterfølgende i andre områder i Amager Vest og i Amager Øst samt dele af Tårnby. Det favorable tilbud på udrulningen og installeringen i boligerne modtages af mange husejere.
I det gennemførende arbejde har der været en del udfordringer. Til at begynde med var TDC slet ikke klædt på til at kommunikere med alle berørte parter i udrulningsprojektet.
Man havde nærmest overset eller i hvert fald ikke prioriteret grundejerforeningernes rolle vedrørende forvaltningen og driften af de private fællesveje i København, hvilket SGF straks gjorde TDC og Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning (TMF) opmærksom på, og der indledtes dialog.
Dialogen var især omkring høringsprocessen for kommunens gravetilladelser, linjeføringer af netkablerne og placeringen af samle-skabene på vejene, som grundejerforeningerne følte sig mangelfuldt orienteret om. Som led i dialogen var det efterfølgende også op til de enkelte grundejerforeninger i områderne at ”komme på banen”, når TDC i salgsarbejdet henvendte sig til husstandene og TMF udsendte gravetilladelser i høring til parcelejerne i områderne.
Som led i det gennemførende udrulningsarbejde på vejene er det vigtigt, at parcelejerne og grundejerforeningerne sikrer sig, at opgravningsarbejdet gennemføres ud fra hensynet til fremkommeligheden og færdslen på vejen, og at der ved placeringen af samle-skabene også tages tekniske og æstetiske hensyn til indretninger i øvrigt på vejen og at vejen kan bevare et harmonisk udseende.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at også reetableringen efter opgravningerne sikres gennemført tilfredsstillende, og at alle involverede parter (TDC, TMF, entreprenørerne, parcelejerne og grundejerforeningen) i fællesskab konstaterer dette ved gennemgang og afleveringsforretning.
Fra orienteringsmøde den 6. februar 2019 i TMF er der vedrørende afleveringsforretningen protokolleret følgende:
”Når TDC færdigmelder arbejdet til forvaltningen (i TMF), vil vi sammen med TDC indkalde grundejerforeningen til en afleveringsforretning. Forinden vil de berørte grundejere modtage en fejl- og mangelliste i deres E-boks, som de skal udfylde, hvis de har bemærkninger. Bemærkningerne skal sendes til TMF, som vil have dem med på afleveringsforretningen. Dette er for at sikre, at alle partshørte også bliver hørt her. De opgravede arealer bliver gennemgået for eventuelle fejl og mangler, som bliver skrevet til referat. Der vil i referatet blive fastsat en frist for udførelsen. De berørte grundejere vil modtage afleveringsreferatet i deres E-boks.
Vurderer forvaltningen, at fejl- og mangler er vejteknisk korrekt udført afsluttes sagen. Kan fejl- og mangler ikke godkendes får entreprenøren en frist for udbedring, hvorefter forvaltningen igen vil vurdere om arbejdet kan godkendes. – Sådan fortsætter det indtil forholdene er bragt i orden. Eventuelle problemer, der kan henføres til TDC projektet, vil blive rettet indenfor de næste 2 år (regnet fra datoen, hvor fejl- og mangler er udbedret).”
2 . Revision af håndbogen ”Vejledning for Private Fællesveje”
Håndbogen, der er et glimrende opslagsværk for grundejerforeninger og vejlaug på private fællesveje, blev udgivet i 2015, og har siden været flittigt brugt i foreninger og af private grundejere. Siden udgivelsen er der imidlertid sket ændringer/tilføjelser på flere områder, omhandlet i håndbogen. Det gælder lovgivningsmæssigt, regelsæt er ændret/justeret og forvaltningspraksis kan være justeret eller omlagt.
Revisionsarbejdet gennemføres i regi af en række lokaludvalg i København, med Miljøpunkt Amager som koordinator og redaktionel tovholder på opgaven, v/ projektleder Lise Nygaard Arre. Udgifterne ved revisionen, der planlægges gennemført i år, afholdes af lokaludvalgene.
Den 20. ds. havde SGF`s bestyrelse møde med Lise Nygaard Arre, hvor det forestående revisionsarbejde blev gennemgået, med henblik på drøftelse og input af emner, der foreslås relevante at medtage i arbejdet med en revision af håndbogen.
3 . SGF holder ordinær generalforsamling onsdag den 24. april 2019 kl. 18:30
Inden så længe udsendes indkaldelse, med dagsorden og bilag til årets generalforsamling i SGF.
Som nævnt er det den 24. april, og stedet er selskabslokalerne i restaurant ”Kareten”, Hollænderdybet 1, Amager. Reserver allerede nu dagen for deltagelse. Vi arbejder på, at der ved generalforsamlingen kan være et uddybende indlæg vedrørende fiberudrulningsprojektet.