SGF Nyt 3 – 2025

Indhold

  • Drøftelser i kommunen om flere boliger i villa- og parcelhuskvarterer
  • Projektet med ”affaldssorteringspunkter” er gået i stå
  • Retshjælpsforsikring
  • Generalforsamling 24. april 2025

Drøftelser i kommunen om flere boliger i villa- og parcelhuskvarterer

Der har i det seneste år i Københavns Borgerrepræsentation været øget opmærksomhed om muligheder for flere boliger i byen ved at gøre det muligt, at bygge ejendomme med flere boliger i villa- og parcelhusområder i København. Det vil sige ved bebyggelsesfortætning. Vi omtalte spørgsmålet i bestyrelsens beretning på generalforsamlingen, ligesom emnet var kommenteret i bladmagasinet ”Grundejeren.dk”, der udsendtes sammen med vores Nyhedsbrev, SGF Nyt 2 – 2025 i april.

Senest har kommunens Teknik- og Miljøudvalg (TMU) – efter indstilling af forvaltningen – drøftet anliggendet på et møde den 19. maj 2025, hvor et flertal i udvalget besluttede, at der i kommunens budget for 2026 søges tilvejebragt midler til at gennemføre en analyse af konkrete muligheder for fortætning og udvikling af villa- og parcelhusområder med flere boliger.

Med dette tiltag er der lagt op til, at vi i grundejerforeningerne snarest i år gør TMU opmærksom på de udfordringer en fortætning i områderne vil medføre, og vi ikke billiger et sådant tiltag. Allerede i brev af 17. maj 2025 til alle medlemmerne af TMU gjorde vi opmærksom på, at vi fandt tanken problematisk og begrundede det. Brevet til TMU-medlemmerne kan læses her.

Henover sommeren vil vi sammen med søsterorganisationen ”Grundejeren.dk” tage initiativ til, at gøre kommunen uddybende opmærksom på, at vi i grundejerforeningerne ikke synes om idéen med at øge bebyggelsesfortætningen i villa- og parcelhuskvartererne i Københavns Kommune og særligt ikke på Amager, hvor parcellerne i forvejen er små, ligesom de private fællesveje er smalle med høj parkeringstæthed, forsyningsnettene er ikke dimensioneret til flere beboere. Hertil kommer ønsket om at bevare områdets grønne præg og prioritere biodiversitet. Således er vi opmærksom på, at spørgsmålet om bebyggelsesfortætning kan blive en ”varm kartoffel” i forbindelse med kommunalvalget i november 2025.

Projektet med ”Affaldssorteringspunkter” er gået i stå

Helt fra starten og for nu 3-4 år siden var vi i grundejerforeningerne skeptiske over for kommunens beslutning om at udrulle 750 såkaldte ”Affaldssorteringspunkter” spredt ud på byens gader, pladser og veje, herunder på private fællesveje i grundejerforeningerne. Formålet med sorteringspunkterne skulle være et strategisk supplement til butikkers og private husholdningers egne affaldscontainere, blandt andet vedrørende glas, tekstiler og ikke mindst boligejendommenes store mængder af pap og plast. Indretningen af sorteringspunkterne skulle være overalt i byen. På offentlige veje/gader, fortove, pladser og på private fællesveje.

På de private fællesveje på Amager så vi sorteringspunkterne mere til glæde for udefrakommende affald fra forretningslivet på handels- og strøggader og de større boligejendomme end fra beboerne på vejene, hvorfor det efter forhandlinger lykkedes os, at motivere Teknik- og Miljøforvaltningen til på de private fællesveje kun at indrette affaldspunkter i samarbejde med den lokale grundejerforening.

I forløbet har det vist sig, at der ud af de 750 planlagte sorteringspunkter kun er etableret cirka 250 og af de heraf cirka 150 planlagte punkter på private fællesveje er kun etableret cirka 25. Ifølge kommunen er årsagerne mange. Strategiske fejlvurderinger på Rådhuset, dyrere anlæg end antaget, fejlindrettede og utætte beholdere, manglende handikapadgang og i grundejerforeningerne ingen lyst til at indrette beholdere for udefrakommende brugere.

Med situationen har Københavns Kommune nu besluttet ikke at indrette flere sorteringspunkter i byen, men at koncentrere sig om at drive og vedligeholde de punkter, der er resultatet af det fejlslagne affaldsprojekt. Efter et år vil man evaluere projektet.

Man burde i sine affaldsbestræbelser hellere have satset på en løsning for handlens, butikkernes og de store boligejendommes affaldsmængder, for eksempel ved at etablere nærgenbrug ved butikscentre, supermarkeder, store virksomheder, institutioner og lignende. Eventuelt ved en udvidelse af retursystemet (pantsystemet) sammen med handlen.

Retshjælpsforsikring

Det er nu muligt igen, at tegne Retshjælpsforsikring gennem forsikringsagenten Specialrisk. Forsikringen kan yde dækning i sager, der kræver juridisk bistand – for eksempel ved vejrenoveringssager og andre større anlægsprojekter i foreningen, hvor der kan opstå uklarheder og tvister.

Præmie

Præmien afhænger af foreningens medlemstal. Vi lægger snart mere konkrete oplysninger på hjemmesiden med et eksempel på, hvordan præmien beregnes.

For et konkret tilbud og præmie kan din forening allerede nu henvende sig til Specialrisk på:
Telefon 53 83 70 06 eller e-mail:

Generalforsamlingen 24. april 2025

Generalforsamlingen i SGF den 24. april 2025 forløb efter planen. Cirka 20 medlemmer deltog, som var lidt færre, end det plejer. Beretningen omhandlede alle de ting og sager, som foreningen havde været involveret i og forholdt sig til i årets løb. Det drejede sig om sager i forhold til medlemsforeningerne, men også hvad angik grundejerforeningernes rolle i forhold til kommunen, herunder registrering, beskatning og vejansvar. Der kan læses mere om generalforsamlingen i referatet på vores hjemmeside her

Indledningsvis på generalforsamlingen var der indlæg af advokat Morten Mark Østergaard, om det som grundejerforening at være juridisk godt rustet til udviklingen i samfundet i dag. Det drejede sig om vedtægter, retningslinjer, ordensregler, registrering i Virk, forretningsorden og prokurabestemmelser. I bestyrelsen er vi i gang med at lave et sammendrag af indlægget, som vi vil meddele medlemmerne i et kommende nummer af SFG Nyt efter sommerferien.

SGF ønsker medlemsforeningerne en god sommer

Med venlig hilsen
for bestyrelsen
Erhardt Franzen