SGF Nyt 2 – 2026

Indhold

  1. Fra generalforsamlingen i SGF den 30. april 2026
  2. Dialogmøder med HOFOR og Københavns Kommune

1 . Fra generalforsamlingen i SGF den 30. april 2026

Tilslutningen til generalforsamlingen var ikke så overvældende i år, men forløbet var meget givende. Der udspandt sig en god debat omkring aktuelle anliggender for grundejerforeningerne på Amager og der var af deltagerne tilslutning til de ting og sager, som SGF foretager sig og som der redegjordes for i beretningen til generalforsamlingen.

Det gælder ikke mindst med hensyn til grundejerforeningernes betydning og engagement i Københavns Kommunes boligpolitik med idéer om øget bebyggelsestæthed i villa- og parcelhusområder for at skaffe plads til endnu flere mennesker i byen. Her er det grundejerforeningernes holdning, at hele dette udstrakte, grønne område med villaer og række- og parcelhuse omkring Københavns indre by, hvor folk trives og er glade for at bo, ikke skal bebygges tættere og dermed medvirke til, at både klima, miljø samt plads og fremkommelighed for trafik og parkering i byen bliver forringet i en grad, som København ikke kan håndtere og leve med i fremtiden. Tilpasninger vil der altid være behov kan ske; men ikke i en grad der øger udslip af CO2, belaster klimaet og miljøet og som medvirker til at reducere det grønne og borgernes trivsel i byen.

En anden vigtig ting i grundejerforeningsarbejdet er relationerne til forsyningsselskaberne. Det gælder ikke mindst HOFOR, der har ansvaret for rør- og kabelnet til vand, kloak, fjernvarme og gas. Disse ledningsnet ligger også i jorden under de private fællesveje i grundejerforeningerne. Endvidere er der el-nettet, der håndteres af selskabet Radius Elnet A/S samt fibernettet, som fortrinsvis forvaltes af TDC.

Disse mange ledningsnet slides og skal repareres og udskiftes med årene. I forbindelse med dette arbejde er det oplagt med et godt samarbejde mellem grundejerforeningerne og forsyningsselskaberne, da det kan være belejligt, at kombinere et opgravningsarbejder i gaden/vejen med et reparations- og/eller renoveringsarbejde i den berørte grundejerforening.

I referatet fra generalforsamlingen er de nævnte emner omtalt sammen med yderligere ting og sager, der blev drøftet og behandlet på generalforsamlingen. Den fulde skriftlige formandsberetning fra bestyrelsen til generalforsamlingen kan læses på SGF ’s hjemmeside.

2 . Møder med HOFOR og Københavns Kommune 

Der vil i nærmeste fremtid blive afholdt dialogmøder med HOFOR og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF) i Københavns Kommune. Mødet med HOFOR drejer sig primært om planer for selskabets opgravningsarbejder i forbindelse med rør- og kabelrenoveringer på private fællesveje. Mødet med kommunen drejer sig fortrinsvis om spørgsmål, der relaterer til det faglig/tekniske i forbindelse med kommunens regelsæt omkring opgravninger og gravetilladelser, affaldshåndtering, parkering mv.

Dialogmøderne afholdes i samarbejde med søsterorganisationen ”Grundejeren.dk”, der som bekendt fortrinsvis er organiseret med grundejerforeningsmedlemmer i det vestlige område af Københavns Kommune.

Med venlig hilsen
for SGF
Erhardt Franzen