Gennemse Kategori

Fordelsaftaler

SGF Nyt 6 – 2025

Indhold

  • Deponerings- og sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri på medlemsparcel 
  • Henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkeringen på private fællesveje i grundejerfor-eninger på Amager 
  • Sammendrag fra Valgmøde i Valby i grundejerforeninger den 23. oktober 2025 

Deponerings- og sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri på medlemsparcel

Vi har i flere omgange omtalt vores sonderinger omkring rådgivning til grundejerforeninger/vejlaug om tilvejebringelse af grundlag for en ordning om sikkerhedsstillelse ved deponering af et beløb i foreningen, i forbindelse med der på en medlemsparcel ønskes gennemført byggeri/renovering i større omfang, som kan medføre ødelæggelser/skader på vej og fortov. Senest i vores SFG Nyt 5 – 2025 samt med artiklen om emnet på side 24 i det seneste nummer af bladmagasinet ”Grundejeren.dk”, der var udsendt på e-mail.

I arbejdet med spørgsmålet har vi – som I er bekendt – haft hjælp af advokat Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma i Roskilde, der som en del af hjælpen har udarbejdet et papir med ”Forslag til vedtægtsbestemmelse om sikkerhedsstillelse” i tilfælde af en forening måtte ønske en deponeringsordning etableret. 

I forslaget, der er udsendt på e-mail til medlemsforeningernes orientering og brug, er der tillige givet en uddybende redegørelse omkring forvaltningen af en ordning med sikkerhedsstillelse og deponering. 

Er der medlemsforeninger, der ønsker yderligere juridiske uddybninger i sagen, henviser vi til advokat Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma. Aftale med advokaten om juridisk hjælp vil være for egen regning.

Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma

Tlf.: 46 30 20 30

Henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkering på de private fællesveje

Vi har tidligere orienteret om parkeringsudfordringerne på de private fællesveje i grundejerforeninger på Amager. Senest i SGF Nyt 1 – 2025 (marts 2025). 

Siden er udfordringerne med de mange fremmedparkeringer taget til i omfang i de områder, hvor der ikke er etableret parkeringsordninger (kommunal – eller privat P-ordning). Bilerne ”skubbes” til vejene, hvor det er gratis at holde parkeret ved kantstenene. 

Med situationen er SGF af foreninger på de private fællesveje blevet opfordret til at gøre noget ved sagen, hvilket vi nyligt har gjort ved henvendelse i form af brev til Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus. Brevet kan læses her

Sammendrag fra Valgmøde i Valby i grundejerforeninger i København

Valgmødet den 23. oktober 2025, som var annonceret i vores seneste SGF Nyt (5. oktober 2025), havde samlet ca. 75 deltagere, repræsenterende et udsnit af grundejerforeninger i København. Mødet var organiseret af sammenslutningen af grundejerforeninger i paraplyorganisationen ”Grundejeren.dk” – men i samarbejde med vores tilsvarende sammenslutning på Amager i SGF. 

De største partier opstillet til kommunalvalget i København var repræsenteret på mødet og gav udtryk for deres politiske holdninger til grundejerforeningernes rolle og betydning for byens store områder med villa- og parcelhusbebyggelser samt vedrørende driften og vedligeholdelsen af byens store vejnet med private fællesveje, som grundejerforeningerne står for og bekoster. 

Centrale emner i debatten mellem politikerne, der blev ledet af journalist og avisudgiver Signe Wenneberg som moderator, var: 1) Spørgsmålet om fortætning af bebyggelserne i villa- og parcelhuskvarterer, 2) Trafik og parkering på de private fællesveje i byen og 3) Villa- og parcelhusområdernes værdi og betydning for biodiversitet, det grønne, klimaet og i det hele taget folks trivsel og velbefindende i den form for bolig, som familiehusene i villa- og parcelhuskvartererne nu en gang er. 

Følger man lidt med i de politiske partiers udmeldinger i det daglige fra Rådhuset omkring boligsituationen og beboelsesformer i København kan man godt forledes til at tro, at det er beboelsesejendomme med lejligheder i stor skala, der har overskyggende prioritet. Men på valgmødet havde piben ligesom fået en anden lyd, idet stort flertal af de fremmødte politikere havde meget tilovers for villa- og parcelhusområdernes store betydning for byen, det grønne, menneskernes trivsel med videre – Så set i det lys blev grundejerforeningerne på det nærmeste ”strøget med hårene” på valgmødet. 

Spørgsmålet er så, om den udstrakte sympati ”holder vand” – huskes af politikerne – til efter valget den 18. november 2025. Men her er det jo så op til grundejerforeningerne selv, at teste politikernes hukommelse.

Med venlig hilsen

Sundbyernes Grundejerfællesskab 

Erhardt Franzen, formand 

SGF Nyt 2022 – 3

Den 21. april afholdte SGF ordinær generalforsamling. 41 personer, repræsenterende 28 foreninger deltog i generalforsamlingen, hvilket var et meget tilfredsstillende fremmøde.

Generalforsamlingen afvikledes i en særdeles behagelig atmosfære, med en positiv debat omkring aktuelle spørgsmål fra deltagerne. Der var således tale om en god generalforsamling.

Fra generalforsamlingen er der flere aktuelle ting, bl.a.:

  1. Kommunens planlagte udrulning af tidsparkeringszoner
  2. Ny advokataftale i SGF
  3. Ajourført aftale med NCC om udførelse af vejvedligeholdelses- og vejrenoveringsarbejder

Ad. 1.
Det ligger nu fast, at der den 23. maj og 30. maj 2022 gennemføres borgerhøringer på Amager vedrørende udrulningen af planlagte tidsparkeringszoner i betydelige områder med private fællesveje i grundejerforeningerne i Københavns Kommunes del af Øen.

Den 23. maj kl. 19 – 21 holdes borgermøde i lokaliteten ”Loftet” i Amager Kulturpunkt, Øresundsvej 4-6 (Amager Vest/Øst) og

Den 30. maj kl. 19 – 21 holdes borgermøde i Filipsskolen Amagers Aula, Amager Strandvej 124 A (Amager Øst).

På møderne vil der i et samarbejde mellem kommunen (Teknik- og Miljøforvaltningen) og lokaludvalgene blive givet en fyldestgørende redegørelse for formålet med udrulningsarbejdet og om arbejdets gennemførelse, med områdeafgrænsninger, tider og antal timer for parkering, beboer-, erhvervs- og gæstelicenser, hvordan kontrollen er tænkt gennemført og om skiltningen.

Borgermøderne annonceres i medierne og på lokaludvalgenes (Øst og Vest) hjemmesider. SGF opfordrer medlemmerne i grundejer- og boligforeninger til at deltage på borgermøderne og medvirke i debatten om udrulningen.

Ad. 2.
SGF har indgået ny samarbejdsaftale om juridisk bistand for medlemsforeninger og enkeltmedlemmer i grundejerforeningerne. Der er med Advokatkontoret Kroer/Fink Advokater, Amager Strandvej 158 D, 2300 København S. Tlf.: 71992929 E-mail: Att.: advokat Mikael Skau Skjoldager.
Aftalebetingelserne vil snarest blive omtalt på SGF ’s hjemmeside.

Ad. 3.
SGF har i mange år haft en aftale med NCC om tilbud ved udførelse af vejvedligeholdelses- og vejrenoveringsarbejder for medlemsforeningerne i grundejerfællesskabet. Tilbuddet var bygget op om en arbejdsbeskrivelses- og kvalitetsdel og en pris mv. del. Prisdelen har indeholdt en rabatordning for medlemmerne af SGF. Arbejds- og kvalitetsdelen har været baseret på en nøje beskrivelse af materialevalg og –kvalitet (Dansk Standard) og på arbejdsudførelsen, kontraktopfyldelsen og i det hele taget, at entreprisen har været gennemført fuldt tilfredsstillende for kunden.

For nylig er aftalen med NCC justeret i overensstemmelse med forholdene i dag, og en ny beskrivelse af aftalen er på vej, herunder en ajourføring af prislisten, som SGF løbende er bekendt med, men som den enkelte grundejerforening selv skal rekvirere direkte hos NCC.

Kontaktperson hos NCC er: Kasper Højgård Johansen, E-mail: Tlf.: 29496111.

Aftalen med NCC vil i løbet af kommende måned blive omtalt nærmere på SGF ’s hjemmeside. Flere foreninger har meddelt om positive oplevelser ved at gøre brug af NCC. Med tilbuddet fra NCC vil det stadigvæk være muligt, at indhente andre tilbud (på kvalitet og pris) i en tilbudsrunde.

Med venlig hilsen
Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF)
Erhardt Franzen