Deponerings- og sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri på medlemsparcel
Henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkeringen på private fællesveje i grundejerfor-eninger på Amager
Sammendrag fra Valgmøde i Valby i grundejerforeninger den 23. oktober 2025
Deponerings- og sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri på medlemsparcel
Vi har i flere omgange omtalt vores sonderinger omkring rådgivning til grundejerforeninger/vejlaug om tilvejebringelse af grundlag for en ordning om sikkerhedsstillelse ved deponering af et beløb i foreningen, i forbindelse med der på en medlemsparcel ønskes gennemført byggeri/renovering i større omfang, som kan medføre ødelæggelser/skader på vej og fortov. Senest i vores SFG Nyt 5 – 2025 samt med artiklen om emnet på side 24 i det seneste nummer af bladmagasinet ”Grundejeren.dk”, der var udsendt på e-mail.
I arbejdet med spørgsmålet har vi – som I er bekendt – haft hjælp af advokat Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma i Roskilde, der som en del af hjælpen har udarbejdet et papir med ”Forslag til vedtægtsbestemmelse om sikkerhedsstillelse” i tilfælde af en forening måtte ønske en deponeringsordning etableret.
I forslaget, der er udsendt på e-mail til medlemsforeningernes orientering og brug, er der tillige givet en uddybende redegørelse omkring forvaltningen af en ordning med sikkerhedsstillelse og deponering.
Er der medlemsforeninger, der ønsker yderligere juridiske uddybninger i sagen, henviser vi til advokat Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma. Aftale med advokaten om juridisk hjælp vil være for egen regning.
Henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkering på de private fællesveje
Vi har tidligere orienteret om parkeringsudfordringerne på de private fællesveje i grundejerforeninger på Amager. Senest i SGF Nyt 1 – 2025 (marts 2025).
Siden er udfordringerne med de mange fremmedparkeringer taget til i omfang i de områder, hvor der ikke er etableret parkeringsordninger (kommunal – eller privat P-ordning). Bilerne ”skubbes” til vejene, hvor det er gratis at holde parkeret ved kantstenene.
Med situationen er SGF af foreninger på de private fællesveje blevet opfordret til at gøre noget ved sagen, hvilket vi nyligt har gjort ved henvendelse i form af brev til Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus. Brevet kan læses her.
Sammendrag fra Valgmøde i Valby i grundejerforeninger i København
Valgmødet den 23. oktober 2025, som var annonceret i vores seneste SGF Nyt (5. oktober 2025), havde samlet ca. 75 deltagere, repræsenterende et udsnit af grundejerforeninger i København. Mødet var organiseret af sammenslutningen af grundejerforeninger i paraplyorganisationen ”Grundejeren.dk” – men i samarbejde med vores tilsvarende sammenslutning på Amager i SGF.
De største partier opstillet til kommunalvalget i København var repræsenteret på mødet og gav udtryk for deres politiske holdninger til grundejerforeningernes rolle og betydning for byens store områder med villa- og parcelhusbebyggelser samt vedrørende driften og vedligeholdelsen af byens store vejnet med private fællesveje, som grundejerforeningerne står for og bekoster.
Centrale emner i debatten mellem politikerne, der blev ledet af journalist og avisudgiver Signe Wenneberg som moderator, var: 1) Spørgsmålet om fortætning af bebyggelserne i villa- og parcelhuskvarterer, 2) Trafik og parkering på de private fællesveje i byen og 3) Villa- og parcelhusområdernes værdi og betydning for biodiversitet, det grønne, klimaet og i det hele taget folks trivsel og velbefindende i den form for bolig, som familiehusene i villa- og parcelhuskvartererne nu en gang er.
Følger man lidt med i de politiske partiers udmeldinger i det daglige fra Rådhuset omkring boligsituationen og beboelsesformer i København kan man godt forledes til at tro, at det er beboelsesejendomme med lejligheder i stor skala, der har overskyggende prioritet. Men på valgmødet havde piben ligesom fået en anden lyd, idet stort flertal af de fremmødte politikere havde meget tilovers for villa- og parcelhusområdernes store betydning for byen, det grønne, menneskernes trivsel med videre – Så set i det lys blev grundejerforeningerne på det nærmeste ”strøget med hårene” på valgmødet.
Spørgsmålet er så, om den udstrakte sympati ”holder vand” – huskes af politikerne – til efter valget den 18. november 2025. Men her er det jo så op til grundejerforeningerne selv, at teste politikernes hukommelse.
Uddybning vedrørende deponerings-/sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri
Valgmøde for grundejerforeninger torsdag den 23. oktober 2025 i Valby
Bladmagasinet ‘Grundejeren.dk’, nr. 61, september
September-udgaven af bladmagasinet ‘Grundejeren.dk’ er nu på gaden og sendt til SGF-medlemmer på e-mail. Udgaven indeholder en række interessante artikler med relevans for grundejerforeninger i København. Det gælder bl.a. vedrørende Københavns Kommunes drøftelser af spørgsmålet om udvikling i villa- og parcelhusområder i kommunen, håndtering af gravearbejde på de private fællesveje i forbindelse med kabel- og rørføringer samt vedrørende installering af ladestandere.
Deponerings-/sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri
I bladmagasinet Grundejeren.dk har SGF på side 24 en artikel om de drøftelser, som foreningen har haft om udfordringer i grundejerforeninger. Det drejer sig især om manglende udbedring af skader på vej og fortov i forbindelse med byggeri på parceller – og spørgsmålet om at indføre en ordning med deponering eller sikkerhedsstillelse. En juridisk gennemgang viser, at en sådan ordning kræver hjemmel i foreningens vedtægter. For at en ordning, hvor der deponeres et beløb af en vis størrelse, kan besluttes, skal der derfor være det nødvendige flertal på en generalforsamling. Det skal samtidig ses i lyset af, at der i de fleste grundejerforeninger er medlemspligt.
På det foreliggende grundlag henviser vi derfor til, at man søger juridisk assistance ved etablering af en deponeringsordning, se artiklen i magasinet.
Valgmøde om ”Fremtiden for Københavns villa- og parcelhuskvarterer”
Valgmødet, der holdes den 23. oktober 2025 kl. 19 i Maskinhallen, Transformerstationen, Gl. Køge Landevej 18 i Valby, er nærmere omtalt på side 6 i magasinet. Mødet er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig her.
SGF opfordrer medlemsforeningerne til at deltage på valgmødet. En række partispidser fra Borgerrepræsentationen deltager med indlæg og svarer på spørgsmål og kommentarer fra deltagerne.
Valgmøde om ”Fremtiden for Københavns villa- og parcelhuskvarterer”
Sammendrag af advokatindlæg om grundejerforeningernes organisatoriske kræfter
Trafik- og Byrumsplan Amager
I løbet af de seneste par år har der været iværksat arbejde på en fremadrettet trafik- og byrumsplan for Amager (Københavns Kommune). Arbejdet finder sted i et tæt samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen på Rådhuset og de 2 lokaludvalg (Øst og Vest) på Amager. Arbejdet går ud på, at finde løsninger på, hvordan man bedre kan håndtere de betydelige og øgede trafikmængder på Amager, prioriteret i retning af, at folk anvender cyklen eller den offentlige transport i hverdagen i stedet for bilen. I en forbindelse er også de store jord- og byggematerialetransporter på langs af Øen en stor trafikal udfordring på Amager. Det gælder ikke mindst transporterne af jord til Lynetteholmen.
Med det formål at orientere om gangen i arbejdet med trafik- og byrumsplanen, der også berører villa- og parcelhusområder, samt høre om borgernes holdning til planen arrangeres 2 såkaldte dialogmøder – henholdsvis i Amager Øst og Amager Vest.
Mødet i Amager Øst er onsdag den 10. september 2025 kl. 17:00 – 19:30 på Kofoeds Skole, Nyrnberggade (Cafe Himmelblå, 3. sal)
I Amager Vest er mødet torsdag den 11. september 2025 kl. 17:00 – 19:30 i Væksthuset, Løvstikkevej 69, Amager (i salen).
Dagsorden for begge møder er:
Velkomst v/ forperson for Lokaludvalg
Baggrunden for arbejdet med trafik- og byrumsplanen v/Kommunen
Arbejdsprocessen for planarbejdet v/rådgiver
Oplæg med tanker om Trafik- og Byrumsplan v/rådgiver
Afsluttende drøftelse/spørgsmål og sandwich
Møderne er åbne for alle. Det er gratis at deltage. Ingen tilmelding.
Valgmøde om ”Fremtiden for Københavns villa- og parcelhuskvarterer”
Mødet afholdes torsdag den 23. oktober 2025 kl. 19 – 21 i Maskinsalen, Transformerstationen, Gl. Køge Landevej 18, Valby.
Mødet er åbent for alle. Det er gratis at deltage, men der skal ske tilmelding til her.
Valgmødet er arrangeret af paraplyforeningen Grundejeren.dk og omhandler spændende indlæg af fagpersoner samt efterfølgende drøftelser og diskussion med repræsentanter for alle politiske partier, der stiller op til kommunalvalget i København den 18. november 2025.
Villa- og parcelhusområderne vil i de kommende år være genstand for øget opmærksomhed i boligpolitisk sammenhæng. Det være sig i forbindelse med spørgsmål om bebyggelsestæthed, beskatning samt trafik og parkering.
Sammendrag af advokatindlæg om grundejerforeningernes organisatoriske kræfter
Indlægget blev holdt af advokat Morten Mark Østergaard på SGF’s generalforsamling i april 2025. Det satte fokus på de praktiske og organisatoriske udfordringer, som grundejerforeningerne står overfor i dag og i morgen. Med udgangspunkt i vedtægter, retningslinjer, forretningsorden, prokurabestemmelser og forvaltningsmæssig kompetence blev der givet et overblik over, hvordan foreningerne kan styrke deres fundament og stå bedre rustet til at møde samfundets krav. Indlægget tog udgangspunkt i følgende emner:
Vedtægter og andre regler
Medlemspligt
Regler og retningslinjer
Hvem ejer vejene?
Bestyrelse og ansvar
Hæftelse og prokura
Ad. 1 Vedtægter og andre regler
Der er her tale om foreningens vedtægter, ordensregler og andre regler, der udformes og besluttes af generalforsamlingen. I visse situationer kan beslutning om regler ligge i bestyrelsen; men så har de ikke helt samme ubetingede gyldighed, som hvis de er besluttet af generalforsamlingen.
Vejledninger/retningslinjer er i reglen besluttet i bestyrelsen, da de mere tjener som anvisninger i foreningen og dagligdagen og dermed lettere kan ændres. Her kan der også være tale om begreber som praksis og sædvaner.
Vedtægterne, som er foreningens grundlov, har 2 hovedfunktioner: 1) Indadtil regulering af medlemmernes indbyrdes forhold. Hvordan skal man som medlem opføre sig og 2) Fællesskabets ”ansigt” udadtil med tegningsregel, hæftelse mv.
For alle andre skriftlige regelsæt skal man være opmærksom på, om der er tale om en regulering udover vedtægterne, idet det så bør overvejes, at lade reguleringen ske i vedtægterne eller være besluttet på generalforsamlingen. Det gælder især, hvis reguleringen skønnes at være indgribende for det enkelte medlem. Fx ved ekstraordinære indbetalinger af en vis størrelse til foreningen.
I vedtægterne under formål skal det sikres, medlemmernes fælles interesse alle er beskrevet. Det gælder særligt om vejvedligeholdelse, men også vedrørende vejarrangementer og andet.
Ad. 2 Medlemspligt
Med medlemspligt af en grundejerforening følger en begrænsning i, hvilke beslutninger der kan træffes i foreningen. Som følge af, at man er tvunget ind i foreningen og ikke kan melde sig ud, vil en lang række beslutninger ikke blot kræve det sædvanlige 2/3 flertal, som eksempelvis gælder for vedtægtsændringer, men faktisk kræve 100 % tilslutning – også selvom en beslutning umiddelbart fremstår som fremmende for medlemmernes fælles interesse (som mange grundejerforeningsvedtægter har i deres formålsbestemmelse).
Ved verificering af medlemspligten tages der udgangspunkt i forenings- og udstykningsservitutter, lokalplaner og byplanvedtægter, hvis sådanne findes. I nogle situationer kan en medlemspligt også statueres via oplysninger i salgsmateriale og købsaftale samt køberens efterfølgende ageren. I situationer kan det vise sig nyttigt, at få en advokat til at afklare et udestående om medlemspligt.
Ad. 3 Regler og retningslinjer
I forbindelse med beslutning om regler og retningslinjer skal man også være opmærksom, at man i processen ikke går videre end proportionalitets-, gennensigtigheds- og ligebehandlingsprincippet hjemler grundlag for. Reglerne tager afsæt i reglerne gældende for offentlige myndigheder, i tilpasset form, herunder også om mindretalsbeskyttelse.
Generelt for regler og retningslinjer gælder, at jo mere indgribende og detaljerede, de er, desto større krav til ligebehandling, gennemsigtighed, proportionalitet og saglighed.
Ad. 4 Hvem ejer egentlig vejene (private fællesveje) i foreningerne?
Private fællesveje har en vejejer og en vejberettiget. Det fremgår ikke af privatvejlovens definitionskapitel, hvad en vejejer egentlig er. Privatvejslovens kapitel 7 om gravearbejder fastslår dog, at ”vejejerens” tilladelse skal indhentes..I forvaltningen af private fællesveje er det ejeren af den ejendom, vejen ligger på, der er vejejeren og dermed har dispositionsretten på vejen.
I vejledning om ”Private Fællesveje”, udgivet af lokaludvalg i Københavns kommune i 2015, med tillæg 2. udgave, november 2019 er omtalt en række ting vedrørende lovgivningen og forvaltningen af private fællesveje. Vejledningen er bl.a. at finde her på SGF ’s hjemmeside.
Ad. 5 Bestyrelsen og ansvar
Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen, jfr. vedtægterne. Det er som regel også i vedtægterne beskrevet, hvordan bestyrelsen forholder sig og forestår de opgaver, som er pålagt den i henhold til vedtægterne samt beslutninger på generalforsamlingen. I reglen fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.
Når det gælder bestyrelsesansvar i en grundejerforening, så gælder dansk rets almindelige regler og retspraksis, herunder også erstatningsansvar. Der er ingen ”foreningslove”, der sætter rammer for ansvar. Et bestyrelsesmedlem kan blive erstatningsansvarlig for en retsstridig, tabsvoldende disposition, der kan tilregnes som forsætlig eller uagtsom. Fx hvis en kasserer render med kassen. Højesteret har dog i en dom om bestyrelsesansvar fastslået, at en grundejerforenings bestyrelse ikke skal måles op imod en professionel erhvervsbestyrelse, når det gælder bedømmelsen af ansvaret.
Generelt for en bestyrelse i en grundejerforening har den pligt til at handle i foreningens interesse, der almindeligvis ikke drives erhvervsmæssigt. Ved ansvarsudmåling indgår også, at en bestyrelse i en grundejerforening sædvanligvis vælges blandt foreningens medlemmer og ikke udgør en professionel stab.
Ansvarsmæssigt bliver det dog mere og mere almindeligt, at foreningerne tegner en bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikring, idet nogle opgaver i foreningerne – fx anlægs- og vejrenoveringsopgaver – bliver af en størrelsesorden, som gør, at det er betimeligt at tegne en ansvarsforsikring for foreningen. I den sammenhæng har SGF en kollektiv udgave af en ansvarsforsikring, som tilbydes medlemsforeningerne at tegne. Ca. 2/3 af vores medlemmer har tegnet ansvarsforsikringen. Forsikringen er omtalt her på hjemmesiden.
Ad. 6 Hæftelse og prokura
Hvad angår hæftelse er det i almindelighed foreningen som juridisk enhed, der over for 3. mand i varetagelsen af foreningens formål hæfter med sin formue. Det gælder også, selvom vedtægterne ikke udtrykkeligt nævner dette.
Prokura kan udstedes i overensstemmelse med vedtægterne og tegningsreglerne og i henhold til de almindelige retningslinjer for udstedelse af fuldmagter.
Afslutning
Ovenstående sammendrag er forfattet af SGF. Måtte dette giver anledning til spørgsmål af juridisk karakter er medlemsforeningers bestyrelser velkommen til at kontakte: Advokat Morten Mark Østergård, Buus/Mark Advokatfirma, tlf.: 46302030 E-mail:
Et år er ved at rinde ud. Julehøjtiden står for døren og et nyt år 2025 er i sigte
Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF) vil hermed gerne sige tak til alle medlemsforeninger m.fl. for et medlevende og godt samarbejde i det forløbne år omkring grundejerforeningernes udfordringer og interesser i Københavns Kommune, samtidig med vi ønsker jer alle:
En glædelig jul & Et godt nytår
År 2025 vil være året, hvor SGF lægger op til, at øge samarbejdet med den anden grundejerforeningssammenslutning i København Grundejeren.dk., der fortrinsvis har sine medlemmer Vest for havneløbet.
På en række punkter har vi allerede et fornuftigt samarbejde, fælles interesser og gøremål med Grundejeren.dk og det er dette samarbejde, vi vil udbygge ved at prøvekøre et fællesskab omkring kommunikation til medlemsforeningerne og et udvidet fællesskab omkring villa- og parcelhusområdernes interesser i, at områderne videreføres med deres grønne profil og omkring forvaltningen af de private fællesveje i fremtiden.
”Skæve boliger” på Radisevej, Amager
I løbet af efteråret har vi i Nyhedsmails orienteret om kommunens planer om at bygge skæve boliger forskellige steder i byen og herunder på et grønt område på Radisevej, hvor de omkring boende har været meget imod planen. Det gælder også de lokale grundejer- og boligejendomsforeninger samt Amager Vest Lokaludvalg, der ønsker det grønne område bevaret samt nærer betænkelighed ved at øge antallet af socialt belastede beboere i et område ved ”Sundbyvang”, som i forvejen rummer sårbare sociale institutioner.
Efter den seneste behandling i Socialudvalget af spørgsmålet om placering af skæve boliger i kommunen er det besluttet, at tage Radisevej-projektet ud af de opdaterede planer for skæve boliger i København. Sammen med forvaltningen ser Socialudvalget behov for mere tid til, at kunne forholde sig til dele af indholdet af den modstand, der i Amager Vest havde været mod planerne om skæve boliger på Radisevej.
Under behandlingen i Socialudvalget fandt partierne i udvalget det dog væsentligt under protokolbemærkningerne at understrege, at der ikke er politisk opbakning til placering af skæve boliger på Radisevej. Vi må så se, hvordan tingene i fremtiden udvikler sig på området og om sagen eventuelt dukker op igen.
Kommunens planer om etablering af ramper ved fortovshjørner på private fællesveje
I sidste nummer af Nyhedsmail omtalte vi kommunens planer/tiltag om påbud til grundejerforeninger på private fællesveje om etablering af op-/nedkørsler ved fortovene på alle vejhjørner af hensyn til handikaptrafikanter, barnevogne og andre hjulkøretøjer på fortovene. Som nævnt gik SGF ind i sagen. Der blev afholdt møde med Teknik- og Miljøforvaltningen om tiltaget og de mange konsekvenser og udfordringer ved kravet blev gennemgået og diskuteret på mødet, og kommunens folk ville på denne baggrund gå hjem og vurdere sagen og kravene nærmere.
Efter denne nærmere vurdering i Teknik- og Miljøforvaltningen har forvaltningen meddelt os, at da sagen er meget komplekst, har kommunen set sig nødsaget til, at sætte krav om ramper på private fællesveje i bero indtil videre. Vi må så se, om sagen en dag dukker op igen, da den har konsekvenser for indretning på alle vores veje.
Ajourføring af vores forsikringstilbud
Kollektiv erhvervs-, bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikring SGF ’s hovedtilbud til medlemmerne på forsikringsområdet er den kollektive ansvarsforsikring, der er tegnet i det internationale selskab H-D-I. Ca. 2/3 af vores medlemmer er nu medlem af forsikringsordningen; men vi opfordrer til, at de medlemsforeninger, der ikke har tegnet forsikringen endnu, gør det.
Der er i forbindelse med driften af en grundejerforening eller vejlaug en række ting, der kan gå galt for en bestyrelse. Der er hele ledelsesansvaret i forholdet til omgivelserne og til medlemmerne, hvor der kan optræde hændelser og uklarheder, som rummer erhvervsansvar samt i tilfælde underslæb med foreningens midler, og der kan ved fx vejrenoveringsprojekter være ting, som udløser hændelser, der drager foreningen til ansvar. Policebetingelserne finder du på SGF ’s hjemmeside www.sgfnet.dk . Forsikringspræmien for kommende år er ca. 1.200 kr. pr. forening og opkræves sammen med kontingentet til SGF i begyndelsen af det nye år. Tilmelding til forsikringen sker til bestyrelsesmedlem i SGF Jannie Vestergaard, E-mail: Tlf.: 25470986. Ved nyindmeldelse som medlem i SGF er medlemskabet inklusive deltagelse i den kollektive ansvarsforsikring. Retshjælpsforsikring I nogle år har SGF formidlet, at grundejerforeninger og vejlaug har kunnet tegne en retshjælpsforsikring, formidlet af forsikringsagenten SPECIAL RISK med selskabet HELP på særlige vilkår. Fra årsskiftet er denne aftale opsagt af selskabet. Kun ca. 10 foreninger havde tegnet forsikringen.
Med aftaleopsigelsen har SGF dermed ingen formidlingsrolle vedrørende retshjælpsforsikring, der fortrinsvis omhandlede advokathjælp i større tvistighedssager. Vi har i SGF ’s bestyrelse kort drøftet, hvorvidt der i medlemskredsen ville være aktuel interesse i en kollektiv ordning om retshjælpsforsikring. Drøftelserne herom fortsætter i det nye år.
Mød bestyrelsen for SGF
I de seneste par år har vi praktiseret en ordning, hvor medlemsforeninger, der måtte have spørgsmål/anliggender, som man ønskede drøftet med SGF ’s bestyrelse, kunne forudgående aftale om foretræde for bestyrelsen ved indledningen af bestyrelsesmøder i SGF. Ordningen fortsætter i 2025. I 1. halvdel af 2025 afholder SGF bestyrelsesmøder med mulighed for foretræde som følger: den 23. januar, 27. februar, 27. marts og 20. maj.
Foretræde aftales forudgående med formanden Erhardt Franzen. E-mail: Telefon: 21633799. Møderne indledes kl. 19:00 og holdes i Englandsvej 10, st. mf., 2300 S.
Den 21. september 2024 døde Carsten Schouw, 79 år gammel. Carsten har været mangeårigt medlem af SGF ’s bestyrelse og blev på foreningens generalforsamling i april i år udnævnt til æresmedlem i SGF. En hæder Carsten var bevæget og meget stolt af.
Carsten var til det sidste suppleant i SGF ’s bestyrelse, hvor han i over 30 år havde været et særdeles aktivt medlem af bestyrelsen. Carsten var parallelt hermed i 34 år formand for grundejerforeningen ”Eberts Villaby” på Amager.
I arbejdet og samværet i bestyrelsen lagde Carsten vægt på, at det alt sammen gavnede grundejerforeningerne og parcelejerne på Øen. Bl.a. fordi der på Amager er betydelige områder med villaer, parcel- og rækkehuse og som har ansvaret for alle private fællesveje, som udgør halvdelen af vejnettet i Københavns Kommune.
I dette arbejde i bestyrelsen var Carstens faglige, organisatoriske og forvaltningsmæssige egenskaber værdifulde, ligesom Carsten evnede det enestående ved i detaljen at se betydningen for helheden og for rækkevidden i enhver overordnet beslutning. Carsten var endvidere enestående i vedholdenhed, klar i tale samt i respekten for demokratiet og fællesskabet i foreningslivet.
Ved Carstens død er en af de helt store personer i grundejerforeningsarbejdet på Amager gået bort. Bestyrelsen for SGF udtaler i anledningen et: ”Æret være Carstens minde”!
Status i kommunens planer om at bygge skæve boliger på Radisevej på Amager
I vores Nyhedsmail 4 – 2024 omtalte vi Københavns Kommunes planer om at opføre skæve boliger på Radisevej til hjemløse, og som områdets grundejer- og boligejendomsforeninger og beboere var stærkt imod. Planerne ville medføre nedlæggelse af værdsat, bevaringsværdigt grønt areal i området samt medføre yderligere social belastning af bydelen ved Sundbyvang, hvor en række sociale institutioner er etablerede og virker.
Som led i planprocessen afholdtes den 9. september 2024 et af Amager Vest Lokaludvalg og socialforvaltningen arrangeret offentligt møde med høring og diskussion af borgernes modstand og kommunens baggrunden og formålet med byggeriet. Ca. 140 borgere deltog på mødet, hvor kommunen var repræsenteret ved socialborgmester Karina Vestergaard Madsen og 12 – 15 ansatte fra hele tre forvaltninger (økonomi, social og teknik- og miljø) på Rådhuset.
Gennemgående temaer i diskussionen var projektets ødelæggelse af bevaringsværdigt grønt område på Radisevej og at klientellet i de skæve boliger, der primært ville være yngre og middel aldrende hjemløse, ville være en yderligere belastning af et i forvejen socialt belastet område med mange udviklingshæmmede og sårbare mennesker i ”Sundbyvang”, med tilhørende institutioner på Radisevej.
Resultatet af borgermødet var, at socialborgmesteren – sammen med repræsentanterne fra de tre forvaltninger – ville tage oplevelsen på mødet med hjem og gøre den til genstand for en nærmere drøftelse og vurdering mhp. præsentation for Socialudvalget i et nært forestående møde i udvalget. Efterfølgende er vi blevet bekendt med, at hele spørgsmålet om skæve boliger i København er henvist til en samlet, større analyse af barrierer for etablering af billige boliger i byen og at Borgerrepræsentationen med beslutning herom anmoder forvaltningerne om at gå i dialog med staten (ministerierne) om prioriterede anbefalinger, herunder forslag om lovændringer med udvidet mulighed for, at København – via tilretning og fortolkning af boliglovgivningen – kan billiggøre boligtilbud yderligere i bestående byggerier til skæve eksistenser, som København har trukket flere og flere til af i de senere år. Som interessefælleskab for grundejer- og boligejendomsforeninger på Amager vil SGF – sammen med lokaludvalgene og berørte beboerkredse – følge sagen om de skæve boligers videre udvikling og forløb på Rådhuset i København med opmærksomhed.
Tiltag i Københavns Kommune om påbud til grundejerforeninger om etablering af ramper ved fortovshjørner på private fællesveje for op-/nedkørsel for handicapkøretøjer, barnevogne og lign. Foranlediget af henvendelse fra en af vores medlemsforeninger, der havde fået ovennævnte påbud fra kommunen, har vi i SGF forholdt os til påbuddet, som i sin substans vil kunne medføre, at der udstedes påbud om op-/nedkørselsramper ved fortovshjørnerne på alle private fællesveje i grundejerforeningerne i København.
Sammen med pågældende medlemsforening anmodede SGF i brev til Teknik- og Miljøforvaltningen om snarest at fortælle os om det lovmæssige grundlag samt de praktiske og trafikale konsekvenser ved, at det med ramperne også ville blive mindre besværligt for tunge køretøjer (lastbiler) at køre op over fortovshjørnerne og knække fliser samt hvem det var tænkt skulle afholde udgifterne ved etableringen af ramperne og de nødvendige trafikale beskyttelsesforanstaltninger ved alle fortovshjørner. For en månedstid siden afholdte repræsentanter for omhandlede grundejerforening og SGF møde med repræsentanter fra teknik- og miljøforvaltningen på Rådhuset om sagen, og hvor resultatet af mødet var, at forvaltningsmedarbejderne ville gå hjem og genvurdere hele påbudsspørgsmålet – bl.a. med udgangspunkt i lovgrundlaget for påbuddet, som viste sig yderst uklart. Der var på mødet derfor enighed om, at forvaltningen snarest ville udarbejde en fyldestgørende redegørelse vedrørende såvel det lovmæssige grundlag som de faglige/tekniske/ økonomiske elementer og konsekvenser ved et evt. påbud på området.
Redegørelsen foreligger ikke endnu. SGF vil følge sagen nøje.
Som led i budgetforhandlingerne for 2024 bevilligede Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus midler til fem nye boligafdelinger med 10 – 12 skæve boliger i hver afdeling. Bevillingen havde afsæt i ”Lov om hjemløsereformen”, der trådte i kraft i begyndelsen af 2023. Og som bl.a. har til formål, at tilbyde hjemløse og mere socialt belastede borgere en permanent bolig. Et af de fem områder, Kommunen har udpeget til bebyggelse med skæve boliger, er et grønt fri-luftsområde på Radisevej på Amager. Først i slutningen af maj i år blev Amager Vest Lokaludvalg af socialforvaltningen orienteret om be-byggelsesplanerne på Radisevej og var fra starten imod projektet ved at det ville beslaglægge et værdsat grønt område i bydelen og at det ville være en yderligere social belastning af området, der i forvejen er belastet af mange udviklingshæmmede borgere i institutioner efter det tidligere ”Sundbyvang”. Dertil kommer, at nærområdet med indrettet lege- og motionsplads for børn og voksne også allerede er belastet af uro og brugere og handlende med euforiserende stoffer. Med de nævnte perspektiver har rigtig mange beboere, grundejer- og boligejendomsforeninger mfl. i området ytret sig imod byggeplanerne for de skæve boliger i løbet af sommeren, hvilket er baggrunden for, at Lokaludvalget og Socialforvaltningen inviterer til borgermøde med orientering om projektet og med at høre om borgernes synspunkter:
Mandag den 9. september 2024, kl. 17 – 19 på Kunstskolen for Udviklingshæmmede, Radisevej 2, 2300 København S.
Der vil på mødet være omtale af baggrunden og formålet med de skæve boliger, ligesom der vil være god lejlighed til for deltagerne at ytre sig omkring holdning til en placering af skæve boliger på netop Radisevej. Det koster ikke noget, at deltage i mødet. Der er ikke tilmelding. Man møder blot op.
Lidt ”løst og fast” om aktuelle gøremål i SGF
Hen over sommeren har vi haft Kommunens forslag til Ressource- og Affaldsplan 2030 i høring og sammen med Lokaludvalg og Miljøpunkt Amager kommenteret forslaget. Således har vi lagt vægt på, at Kommunen – sammen med erhvervslivet og de handlende – søger at begrænse mængden af affald og at der gøres alt for at hjælpe husholdningerne, beboelsesejendomme, parcel- og række-huse, butikslivet mv. til at håndtere kildesorteringen, som er udgangspunktet for genbrug, recirku-lering, energi- og næringsstofudnyttelse mv. Vi har endvidere peget på, at der på de private fælles-veje bør anvendes små køretøjer ved affaldsindsamling og ikke de store og tunge køretøjer, der ødelægger alt for meget på vore smalle veje.
Også den nye Kommuneplan 2024 har vi i forsommeren haft i høring. I den forbindelse er vi op-mærksom på, at der ved godkendelse af byggeprojekter i villa- og parcelhuskvarterer ikke tillades ”overbebyggelse” på grundene, idet vi finder, at boligformen, med dens grønne islæt og bebyggel-sesgrad er værd at værne om klima- og trivselsmæssigt for mennesker i en storby og hovedstad som København.
En ting, vi aktuelt har i støbeskeen i bestyrelsen, er en fornyet udgave af vores hjemmeside. Den har for længe været nødlidende og det skal der rettes op på. Vi ser fem til, at vi udvirker fremskridt på området i løbet af året. Inden for grænserne af bestyrelsesmedlemmernes kunnen og ressourcer har vi mulighed for at yde medlemsforeninger rådgivende hjælp ved henvendelse. Den bedste kontakt er via mailadressen:
Efter aftale kan man i relevante sager benytte sig af foretræde for bestyrelsen. Foretræde er altid kl. 19:00 samme dag som vi har bestyrelsesmøde. Kommende bestyrelsesmøder – med mulighed for foretræde – er 9. oktober og 7. november 2024.
Bydelsplan for sorteringspunkter for husholdningsaffald på Amager – Amager Vest
I denne måned har Københavns Kommune orienteret om Bydelsplan for sorteringspunkter for affald i Amager Vest. I Amager Øst området har bydelsplanen for sorteringspunkter været i gang med, at blive rullet ud, siden 2021. I vedhæftede Bydelsplan for sorteringspunkter i Amager Vest, som er forvaltningens forslag til Teknik- og Miljøudvalget, er i bilag 1 vist forslag til punkter i området. Der er tale om ganske mange (blå, røde og gule). Mange af de foreslåede sorteringspunkter er med indretning på private fællesveje i grundejerforeninger. Ved et hurtigt overblik kan der være tale om placeringer og indretninger, som man lokalt måske ikke er helt tilfreds med. Det kan være i forhold til parkering, stedet på fortovet eller pladsen og der kan være tale om andre anliggender, som det lokalt bør tages hensyn til ved en placering. Er der ting, som man lokalt ønsker at gøre indsigelser imod i sagen, skal det meddeles Teknik- og Miljøforvaltningen snarest og senest den 10. april 2023 på mail:
Ved årets begyndelse orienterede vi om Teknik- og Miljøforvaltningens planer om medvirken til ungdomsboligbyggeri i området Torben Oxes Allé og Søren Norbys Allé i Eberts Villaby med lokalplansforslag, og vi fortalte også om Eberts Villabys, Amager Vest Lokaludvalgs og SGF ’s modstand mod en bebyggelse som fremlagt. Den var alt for voldsomt på det sted. I særlig grad på Englandsvej 25 (på hjørnet af Englandsvej/Søren Norbys Allé). I den forløbne periode har der været en yderligere ”politisk bearbejdelse” mv. i forhold til Teknikog Miljøudvalgsmedlemmer (TMU) om ikke at godkende den foreliggende lokalplan, som senest var på udvalgets dagsorden her den 27. marts. I forbindelse med behandlingen havde både G/F ”Eberts Villaby” og Amager Vest Lokaludvalg foretræde for udvalget og afleverede igen stærke begrundelser for ikke at godkende den fremlagte lokalplan. Resultatet af TMUs behandling af sagen var, at den udsattes, hvilket – som en halv sejr – giver mulighed for yderligere faglig og politisk pres for, at få lokalplan forslaget – med det voluminøse byggeri – taget af bordet.
Generalforsamling i SGF onsdag den 26. april 2023 kl. 19 i restaurant ”Kareten”
Husk tilmelding til generalforsamlingen senest den 19. april 2023.
Med venlig hilsen Sundbyernes Grundejerfællesskab Erhardt Franzen
Med de bedste ønsker for det nye år kan vi meddele, at vi lige har afholdt vort første bestyrelsesmøde i SGF i år. Punkter på dagsordenen omhandlede bl.a. spørgsmålet om indledende indspil i dialog med myndighederne om ny kommuneplanstrategi 2023 og kommuneplan 2024. Kommuneplanen er rammen for byens udvikling i en kommende 4-års periode og perspektiverne derefter. På hele bebyggelses- og infrastruktursiden er områderne med villa- , havekoloni- og parcelhusområderne af betydelig udstrækning i Københavns Kommune.
Lokalplaner – Eberts Villaby, Amager
Med ophæng under kommuneplanen er bl.a. spørgsmålet om lokalplaner for nybyggeri og bebyggelsesrenoveringer i kommunen interessant. I den forbindelse er SGF medvirkende til opbakning til medlemsforeningen Eberts Villaby, i bestræbelser på at imødegå kommunens lokalplanforslag ”Englandsvej Nord”, som vil tillade højhusbyggeri med ungdomsboliger i kanten af villabyen mod Englandsvej – mellem Torben Oxes Allé og Søren Norbys Allé. Sammen med Amager Vest Lokaludvalg og grundejerforeningen i Eberts Villaby finder SGF lokalplanforslaget ødelæggende for det akitektoniske og historiske udtryk for villabyområdet på Amager, ligesom boligejendomsbebyggelse i foreslået omfang, med højde på indtil 6 etager og teknisk overbygning vil mindske bydelens grønne islæt og aflede betydelige gener vedrørende parkering, affaldshåndtering og skygge- og indsigtsgener til naboerne. Lokalplanforslaget vil endvidere kunne skabe præcedens til andre tilsvarende områder i byen. I høringsprocessen for lokalplanforslaget, der udløb 28. december 2022, er indkommet ikke færre end næsten 100 høringssvar, der næsten alle er kritiske over for bebyggelsesprojektet. Teknik- og Miljøforvaltningen, Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen er nu i gang med at vurdere høringssvarene og om lokalplanprocessen skal gå om. Under behandlingen kan det vise sig opportunt, at SGF – sammen med lokaludvalg og Eberts Villaby – deltager i foretræde for politikerne.
Mere natur i lokalområder – Biodiversitet
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune holder informationsmøde om en grønnere by og biodiversitet samt mulighederne for at søge økonomisk tilskud til udvikling af mere natur – med dyr og planter i lokalområderne. Mødet er: Mandag den 6. februar 2023, kl. 15:30 – 17:00 i kommunens mødecenter Njalsgade 13, Islands Brygge. Det er gratis at deltage. Tilmelding via Billetto.
Status i forundersøgelsesarbejdet for udviklingsprojekt for Sundby Idrætspark
Oversigt og opsætning af hjertestarter
Tilmelding til stemmeafgivning ved valget til lokaludvalgene
Ad. 1 Status i forundersøgelsesarbejdet for udviklingsprojekt for Sundby Idrætspark
I vores Nyhedsmail 1 – 2021 (16. oktober 2021) omtalte vi ganske kort det igangsatte forundersøgelsesarbejde vedrørende en udvikling af Sundby idrætspark. Formålet med undersøgelsesarbejdet, der ledes af Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, er, at lade udarbejde 3 scenarier (forslag) til en udvikling af idrætsområdet, så området er i pagt med tiden og ønsker, som kommunen, borgerne og omgivelserne måtte have til det.
Arbejdet igangsattes mere systematisk, ved at der i slutningen af oktober 2021 afholdtes en workshop om emnet i Sundby Idrætspark, og hvor formålet var, at få borgerne, idrætsbrugerne, erhvervslivet m.fl. på banen og give deres besyv med i forundersøgelsesarbejdet. Workshoppen var tilrettelagt og gennemførtes i et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Amager Vest Lokaludvalg. Ca. 60 mennesker deltog i workshoppen og der var en del repræsenterende grundejere og grundejer- og boligforeninger mv. i området omkring Sundby Idrætspark.
Der blev af deltagerne på workshoppen lagt stor vægt på, at idrætsparkområdet bevares som et grønt område, hvor kommende generationer kan dyrke idræt og motion samt opleve områdets helsebringende muligheder ved gå- og/eller løbeture på dertil indrettede stier i rekreative grønne friluftsomgivelser, hvor hunden også kan være med på tur i snor.
Ved idrætsindretningen skal der være en vægtning af breddeidrætten. Hvor børn, unge og voksne (inkl. ældre) kan få rørt sig og få udviklet og vedligeholdt fysisk formåen, kondition, samvær og fællesskab. Fra omliggende skoler og boligområder er der mange børn og unge med behov for frilufts- og idrætsfaciliteter. Det gælder til fodbold og andre boldspil samt atletik, gymnastik, fitness mv. Ved indretningen skal også eliteidrætten tilgodeses. Det gælder fodbold med stadion og for vandsiden med renovering og udvidelse af Sundby Badet. Nye halanlæg skal leve op til bane- og rumkrav.
I udviklingsplanerne skal også de trafikale- og parkeringsmæssige udfordringer indgå. Vejnettet med til- og frakørselsforhold skal være indrettet til at kunne klare både bruger- og tilskueromfang samt miljøudfordringerne med lys, støj og affald skal der ligeledes være løsninger for. Der bør i idrætsparken også være faciliteter for kulturelle aktiviteter for møder og events.
Det videre forundersøgelsesarbejde vil nu være på basis af input fra workshoppen mv. og dreje sig om udarbejdelse af førnævnte 3 scenarier for en udvikling af idrætsparken og at disse forslag af kommunen i løbet af året gøres til genstand for endnu en workshop, hvor borgere, brugere, erhvervslivet og andre interessenter kan deltage og ytre sig med kommentarer og holdninger.
I den sammenhæng skal vi opfordre grundejer- og boligforeninger mv. på Vestamager samt andre berørte områder på Øen til at være opmærksomme på udviklingsplanerne – deres indhold og udformning samt betydningen for amarkanerne.
Ad. 2 Oversigt og opsætning af hjertestarter
På SGF ’s generalforsamling i 2021 rejstes spørgsmålet om opsætning af hjertestarter i grundejerforeningsområder. Spørgsmålet har siden været genstand for sonderinger i bestyrelsen, bl.a. med henvendelse til Trygfonden, der ikke i sin politik mere har helt samme fokus på udbredelsen og betalingen for hjertestartere som for år tilbage. Til gengæld er Hjerteforeningen gået mere aktivt ind i udbredelsen af hjertestartere. Nyligt har den lokale afdeling af Hjerteforeningen på Amager skrevet ud om emnet til grundejerforeninger/vejlaug og oplyst om vejledning til opsætning af hjertestarter. I den forbindelse også om etablering af ambassadørordning, hvor man til Hjerteforeningen lokalt kan henvende sig om hjælp, uden det koster noget.
Ambassadørens navn på Amager er Michael Faltum på mailadressen:
Ønsker man overblik over opstillede hjertestartere i sit område kan man gå ind på hjemmesiden Hjertestarter.dk
I tilfælde, hvor en grundejerforening ikke måtte have modtaget henvendelsen fra Hjerteforeningen på Amager, kan årsagen være, at foreningsoplysningerne på SGF ’s hjemmeside, hvor Hjerteforeningen har hentet adresserne fra, ikke er helt ajourførte, hvad de dog snart vil være.
Ad. 3 Tilmelding til stemmeafgivning ved valget til lokaludvalgene
Fristen for opstilling af kandidater til lokaludvalgene er udløbet. På Amager er oplysninger om kandidaterne at finde på lokaludvalgene: Amager Øst Lokaludvalgs og Amager Vest Lokaludvalgs hjemmesider. Gå her ind og se, hvem du kan stemme på. Hver stemmeberettiget får tildelt 9 stemmer. Der kan kun afgives en stemme på hver kandidat. Man behøver ikke at bruge alle sine tildelte stemmer. Der er en del kandidater med grundejerforeningsbaggrund.
For at være stemmeberettiget, skal man repræsentere en forening, der er hjemmehørende eller virker i lokaludvalgsområdet. Der kan kun være en person, der er tildelt stemmeretten i hver forening.
I Amager Vest er det muligt, at møde kandidaterne torsdag den 27. januar kl. 18 ved præsentationsmøde i Kulturhuset på Islands Brygge.
I Amager Øst er det muligt, at møde kandidaterne tirsdag den 25. januar kl. 19 ved præsentationsmøde i Kvarterhuset, Hjemtelandsgade.
Afstemningen til lokaludvalgene, der foregår digitalt, finder sted i perioden 14. – 28. februar 2022 efter nærmere retningslinjer, der meddeles forud for afstemningens begyndelse.
Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF) Amager den 16. oktober 2021
Indhold:
1. Workshop den 28. oktober 2021 kl. 18:30 om forundersøgelse for udvikling af Sundby Idrætspark
2. Parkeringsanalyse med det formål at udvide parkeringszoner på private fællesveje i grundejerforeninger
3. El-ladestander spørgsmålet
4. Invitation til deltagelse den 28. ds., kl. 18:50 i paneldiskussion om ”Bo trygt” og med kommunalpolitikere i København i Kulturstation Vanløse
Ad. 1. Workshop den 28. oktober 2021, kl. 18:30 – 21:00 i Sundby Idrætspark
Ifølge vedhæftede invitation kan alle interesserede deltage i workshoppen, hvis formål er at være led i en forundersøgelse af mulighederne for at udvikle Sundby Idrætspark. Der har været lokale forlydender om, at der var planer om at bygge et nyt stadion og at anvende arealer i idrætsparken til opførelse af boliger, hotel og eventcenter; men uden noget særligt konkret ud over nogle kommercielle interesser og forestillinger.
Københavns Kommune har imidlertid nu spillet ud med, at et flertal i Borgerrepræsentationen – i forbindelses med overførselssagen i foråret – har besluttet, at bevilge midler til gennemførelse af nævnte forundersøgelse. Kommunens Økonomiforvaltning, med overborgmesteren i spidsen har
nu sat gang i forundersøgelsesarbejdet, hvor opgaven bl.a. er, at høre og vurdere lokale beboeres, institutioners, forenings- og idrætslivets og erhvervslivets mening og idéer om en udvikling af idrætsparken. Resultatet af forundersøgelsen skal bruges til at udarbejde tre scenarier for en udvikling af idrætsparken. Scenarierne forventes at foreligge til behandling på Rådhuset i foråret 2022.
Workshoppen gennemføres i et samarbejde mellem Kommunen, Amager Vest Lokaludvalg og Områdefornyelsen Sundby. Tilmelding til workshoppen er ikke nødvendigt.
Ad. 2. Parkeringsanalyse med det formål at undersøge mulighederne for at udvide parkeringszoner i København, herunder på private fællesveje i grundejerforeninger
Med nævnte formål har Københavns Kommune efter sommerferien barslet med resultater og vurderinger fra en undersøgelse af parkeringstrængsel i områder (zoner) umiddelbart uden for de nuværende parkeringszoner (tids/betalings) i København. På Amager har undersøgelsen og vurderingen drejet sig om områder på begge sider af Amagerbrogade, fra Amagerbroområdet til
Ingolfs Allé og ved Amsterdamvej, og længere mod Øst for Kastrupvej helt til Hedegårdsvej. Også på den nordlige spids af Amager er der gjort undersøgelser.
Om forslagene til nye zoner (tidszoner) kan der læses nærmere i den udgivne rapport fra undersøgelsen ”Muligheder for udvidelse af parkeringszoner i København 2021”, som ligger på Kommunens hjemmeside.
Vi har i SGF haft en meget foreløbig drøftelse af udspillet fra Kommunen, for så vidt angår forslagene til udvidelse af tidszonerne på Amager. Overordnet er vi af den opfattelse, at Kommunen med tiltagene er i gang med at omgøre de private fællesveje til offentlige parkeringspladser, hvor ellers vejens indretning og formål er at være til færdsel for beboerne og for folk og erhverv med ærinde på vejen. Kun ved særlige indretninger og lokale aftaler er vejene også anvendt til parkering.
Med forslagene til tidszoneparkering om, at kunne lette trykket af fremmedparkeringen, følger dermed en indirekte adgang til, at fremmede uden ærinde i gaden også kan parkere lovligt på beboernes veje (de private fællesveje), hvis drift og hele vedligeholdelse er overdraget og pålagt beboerne af Københavns Kommune for ca. 20 år siden.
Så foruden pligten til at holde vejene rene og i anerkendt stand, skal vi nu også acceptere, at vore kantstensstrækninger på de private fællesveje er en del af Kommunens disponerede parkeringspladser. En disposition som ingenlunde kan anerkendes og slet ikke i en situation, hvor der i lokalplaner for nyt boligbyggeri og ved udvidelse af bestående boligejendomme fra den Kommunale forvaltning lægges op til dispensation efter dispensation fra kravene om antallet af parkeringspladser i forhold til bebygget areal.
Som situationen omkring parkeringsanalysen tegner sig lige nu, vil Kommunen fortsat undersøge, om restriktionerne i de tidsbegrænsede zoner (hverdage 3 timer i tiden 8 – 19) bør ændres med udgangspunkt i en konkret høring af borgerne i de nuværende tidsbegrænsede zoner, og at man derudover inddrager lokaludvalgene og borgerne i spørgsmålet om den endelige udlægning og afgrænsning af zonerne. Processen vil blive foranstaltet af Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at Teknik- og Miljøudvalget kan tage stilling til endelig tidsbegrænsning og afgrænsningen af nye parkeringszoner i byen i løbet af foråret 2022.
SGF vil i nærmeste fremtid – i samarbejde med lokaludvalgene – medvirke til, at der tilvejebringes så megen viden om holdninger i grundejerforeninger og om politiske aspekter vedrørende parkeringsanalysen som muligt. Og at dette kan være grundlag for, at der afholdes et orienteringsmøde for medlemmerne om spørgsmålet inden jul.
Ad. 3. El-ladestander spørgsmålet
På SGF’s generalforsamling før sommerferien drøftede vi bl.a. spørgsmålet om udrulning/installering af el-laderstandere i grundejerforeninger og husstande på private fællesveje. Ladestander bekendtgørelsen omhandler kun ikke-beboelsesbygninger med mere end
20 parkeringspladser og for nybyggeri/renovering, hvor der er flere end 10 parkeringspladser. Der er ingen lovgivning (endnu) for beboelsesejendomme på området.
Fra Klimarådet er det oplyst for os, at Rådet i dets anbefalinger til Regering og Folketing har peget på det vigtige i, at også boligejere i landets grundejerforeninger på private fællesveje har en vigtig rolle at spille, i at understøtte den generelle udbredelse af ladestander infrastruktur, fx på fælles veje og parkeringsarealer.
I situationen må det konstateres, at der ikke forekommer konkrete lovgivningsmæssige tiltag, men at der pågår bestræbelser på at anvise og motivere sektorerne for energi, transport, privatbilisme og andre elforbrugssteder om en struktureret udrulning af ladeinfrastruktur.
På et tidspunkt i løbet af kommende vinter kan det vise sig betimeligt at arrangere et medlemsmøde om emnet.
Ad. 4. Invitation til deltagelse i orientering og diskussion med kandidater til kommunalvalget i København mv. den 28. ds., kl. 18:50 i Kulturstation Vanløse
Vores søsterorganisation Grundejeren.dk har inviteret os til at deltage ved nævnte arrangement. Desværre falder det sammen med workshop-arrangementet i Idrætsparken. Men skulle der være medlemmer, der har lyst til at overvære arrangementet i Vanløse er man velkommen til det. Det forudsætter tilmelding snarest til Grundejeren.dk’s sekretariat:
Vi bruger cookies til at optimere vores websted og vores service.
Functional
Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål.Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.