Her finder I materialet i forbindelse med årets generalforsamling.
Via nedenstående links kan I læse:
Indkaldelse til generalforsamlingen
Årsregnskab og budget
Referat fra generalforsamlingen den 30. april 2026
Generalforsamlingen bød på drøftelser om blandt andet parkering, vejforhold, beredskab og samarbejdet mellem grundejerforeningerne i København. Tak til alle deltagere for engagement, input og konstruktive bidrag til foreningens fortsatte arbejde. Vi ser frem til endnu et aktivt år med fokus på medlemmernes interesser og udviklingen i vores lokalområder.
Læs invitationen til generalforsamlingen i 2026 og hele programmet her (PDF).
I SGF Nyt 6 – 2025 den 6. november omtalte vi SGF ’s henvendelse til Københavns Kommunes Borgerrepræsentation vedrørende parkeringsudfordringerne på de private fællesveje i grundejerforeningerne på Amager. Vi anmodede om kommunens hjælp til at udrulle officiel tidszoneparkering på de private fællesveje, hvor der ikke endnu var gennemført parkeringsbegrænsninger, idet en kommunal tidszoneudrulning også ville kunne lette lokale bestræbelser med etablering af en privat P-ordning.
I vedhæftede bladmagasin ”Grundejeren.dk”, side 17 omtaler undertegnede resultatet af SGF ’s henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkeringshelvedet i byen, og henvendelsen ikke er behandlet og besvaret af Borgerrepræsentationen; men kun har fundet vej til Teknik- og Miljøforvaltningen, som har svaret, at det står grundejerforeningerne frit for at etablere private P-ordninger, jfr. gældende kommunale regler. Forvaltningen meddeler videre, at grundlaget for en kommunal tidszoneudrulning ville kræve ”en nærmere analyse af behov, trafikale konsekvenser og økonomi samt efterfølgende høring og beslutning i Borgerrepræsentationen”. Og det ville tage sin tid.
På et nyligt afholdt bestyrelsesmøde besluttede SGF, at forhøre sig i baglandet om det betimelige i en opfølgende kritik og anmodning til Borgerrepræsentationen om mangelfuld politisk medvirken i parkeringssagen eller vi i grundejerforeningerne skal tage til efterretning, at kommunen gerne opfordrer og medvirker til etablering af private P-ordninger i grundejerforeninger, hvis dette måtte ønskes. I processen ved vi, at kommunen lægger vægt på, at en privat ordning kan dække flere veje i et område.
Bladmagasinet ”Grundejeren.dk”
Til orientering er december-2025 udgaven af bladmagasinet ”Grundejeren.dk” udsendt i seneste nyhedsmail. Som I husker, lavede SGF ved sidste årsskifte en forsøgsaftale med vores søsterorganisation Grundejeren.dk om i 2025 at prøvekøre udsendelse af bladmagasinet fra Grundejeren.dk til vores medlemsforeninger i SGF. Bladet udkommer normalt med fire numre i løbet af året og indeholder mange generelle oplysninger af interesse for grundejerforeninger i Københavns Kommune mv. Bladet må gerne fordeles i medlemsforeningen – til lokalbestyrelse og medlemmer.
I aftalt omfang kan SGF medvirke med artikler, der også har områdeinteresser i bladmagasinet. I vedhæftede nummer således artiklen på side 17 om parkeringsudfordringerne i byen. Vi vil i bestyrelsen i januar 2026 evaluere forsøgsordningen med udsendelse af bladmagasinet til vore medlemsforeninger i 2025 med henblik på, om vi skal fortsætte samarbejdet i 2026. I den sammenhæng hører vi gerne medlemmernes vurdering og bedømmelse af værdien i bladmagasinet som grundejer og læser.
Jule- og Nytårshilsen
Et meget aktivt år i SGF er ved at gå på hæld. Vi nærmer os julehøjtiden og lige efter står vi i et nyt år – 2026. I anledningen ønsker SGF ’s bestyrelse alle medlemsforeninger og grundejere
En glædelig Jul & et godt Nytår
og vi ser frem til og har en fornemmelse af, at 2026 vil rumme fortsatte betydelige opgaver og udfordringer for villa- og parcelhusområderne i København. Det være sig boligpolitisk, trafikalt, parkeringsmæssigt, klima- og miljømæssigt samt vedrørende forsyningsselskaber og vejvedligehold. Vi vil i arbejdet opprioritere SGF ’s hjemmeside i kommunikationen.
Deponerings- og sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri på medlemsparcel
Henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkeringen på private fællesveje i grundejerfor-eninger på Amager
Sammendrag fra Valgmøde i Valby i grundejerforeninger den 23. oktober 2025
Deponerings- og sikkerhedsstillelsesordning ved byggeri på medlemsparcel
Vi har i flere omgange omtalt vores sonderinger omkring rådgivning til grundejerforeninger/vejlaug om tilvejebringelse af grundlag for en ordning om sikkerhedsstillelse ved deponering af et beløb i foreningen, i forbindelse med der på en medlemsparcel ønskes gennemført byggeri/renovering i større omfang, som kan medføre ødelæggelser/skader på vej og fortov. Senest i vores SFG Nyt 5 – 2025 samt med artiklen om emnet på side 24 i det seneste nummer af bladmagasinet ”Grundejeren.dk”, der var udsendt på e-mail.
I arbejdet med spørgsmålet har vi – som I er bekendt – haft hjælp af advokat Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma i Roskilde, der som en del af hjælpen har udarbejdet et papir med ”Forslag til vedtægtsbestemmelse om sikkerhedsstillelse” i tilfælde af en forening måtte ønske en deponeringsordning etableret.
I forslaget, der er udsendt på e-mail til medlemsforeningernes orientering og brug, er der tillige givet en uddybende redegørelse omkring forvaltningen af en ordning med sikkerhedsstillelse og deponering.
Er der medlemsforeninger, der ønsker yderligere juridiske uddybninger i sagen, henviser vi til advokat Morten Mark Østergaard, Buus/Mark Advokatfirma. Aftale med advokaten om juridisk hjælp vil være for egen regning.
Henvendelse til Borgerrepræsentationen om parkering på de private fællesveje
Vi har tidligere orienteret om parkeringsudfordringerne på de private fællesveje i grundejerforeninger på Amager. Senest i SGF Nyt 1 – 2025 (marts 2025).
Siden er udfordringerne med de mange fremmedparkeringer taget til i omfang i de områder, hvor der ikke er etableret parkeringsordninger (kommunal – eller privat P-ordning). Bilerne ”skubbes” til vejene, hvor det er gratis at holde parkeret ved kantstenene.
Med situationen er SGF af foreninger på de private fællesveje blevet opfordret til at gøre noget ved sagen, hvilket vi nyligt har gjort ved henvendelse i form af brev til Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus. Brevet kan læses her.
Sammendrag fra Valgmøde i Valby i grundejerforeninger i København
Valgmødet den 23. oktober 2025, som var annonceret i vores seneste SGF Nyt (5. oktober 2025), havde samlet ca. 75 deltagere, repræsenterende et udsnit af grundejerforeninger i København. Mødet var organiseret af sammenslutningen af grundejerforeninger i paraplyorganisationen ”Grundejeren.dk” – men i samarbejde med vores tilsvarende sammenslutning på Amager i SGF.
De største partier opstillet til kommunalvalget i København var repræsenteret på mødet og gav udtryk for deres politiske holdninger til grundejerforeningernes rolle og betydning for byens store områder med villa- og parcelhusbebyggelser samt vedrørende driften og vedligeholdelsen af byens store vejnet med private fællesveje, som grundejerforeningerne står for og bekoster.
Centrale emner i debatten mellem politikerne, der blev ledet af journalist og avisudgiver Signe Wenneberg som moderator, var: 1) Spørgsmålet om fortætning af bebyggelserne i villa- og parcelhuskvarterer, 2) Trafik og parkering på de private fællesveje i byen og 3) Villa- og parcelhusområdernes værdi og betydning for biodiversitet, det grønne, klimaet og i det hele taget folks trivsel og velbefindende i den form for bolig, som familiehusene i villa- og parcelhuskvartererne nu en gang er.
Følger man lidt med i de politiske partiers udmeldinger i det daglige fra Rådhuset omkring boligsituationen og beboelsesformer i København kan man godt forledes til at tro, at det er beboelsesejendomme med lejligheder i stor skala, der har overskyggende prioritet. Men på valgmødet havde piben ligesom fået en anden lyd, idet stort flertal af de fremmødte politikere havde meget tilovers for villa- og parcelhusområdernes store betydning for byen, det grønne, menneskernes trivsel med videre – Så set i det lys blev grundejerforeningerne på det nærmeste ”strøget med hårene” på valgmødet.
Spørgsmålet er så, om den udstrakte sympati ”holder vand” – huskes af politikerne – til efter valget den 18. november 2025. Men her er det jo så op til grundejerforeningerne selv, at teste politikernes hukommelse.
Der har i de seneste år været et ”spirende” samarbejde mellem de to paraplyorganisationer på grundejerforeningsområdet i København. SGF (Amager) og Grundejeren.dk. (Vest for havneløbet). Det har især drejet sig om anliggender, som har været relevante for hele København på grundejerområdet. Fx vedrørende villa-, rækkehuse- og parcelhusenes hele beboelses- og trivselsmæssige værdi for borgere i København samt betydningen for det grønne, miljøet, klimaet og bybilledet i Københavns Kommune. Samarbejdet har ikke mindst omhandlet vilkår og retningslinjer for karakter, tæthed og højde for bebyggelserne i villa- og parcelhusområderne samt vedrørende forvaltningen af vores fælles veje (private fællesveje) med trafik, parkering, klima og med fremføringen af nedgravede forsyningskabler og -rør i fortove og vejbaner.
Et nyt tiltag i samarbejdet mellem SGF og Grundejeren.dk er nu, at SGF ’s medlemsforeninger i næste måned – via vores Nyhedsmail – modtager Grundejeren.dk’s periodiske bladmagasin ”Grundejeren.dk” til orientering. Formålet er, at få del i den viden om aktuelle anliggender for grundejerforeninger i København, som magasinet samler og formidler. Formidlingsordningen prøvekøres i 2025.
Forsikring af rendestensbrønde på private fællesveje i grundejerforeninger
Nylig er SGF blevet opmærksom på, at der mellem forsikringsselskaber, der tegner ”Husforsikringer”, er forskel på, om rendestensbrønde ved kantsten ud for parcellen ved skader er med i forsikringsdækningen for huset eller ej. I en mindre undersøgelse har det vist sig, at der er forskel mellem forsikringsselskaber på dette område. Hos nogle selskaber er dækningen med i husforsikringen; mens den hos andre ikke er med. I en række tilfælde har grundejerforeningen besluttet at dække skaderne fra fællesskabets kasse.
Med oplysningerne er det op til den enkelte grundejerforening, sammen med medlemmerne i foreningen at finde ud af, i hvilken udstrækning skader på rendestensbrønde ved kantstene er meddækket af hustandssforsikringen på parcellen, hvor brønden er lige ud for. I en række tilfælde vil en skadesudbedring således kunne placeres i en husstandsforsikring, mens den i andre tilfælde må dækkes via fællesskabet i grundejerforeningen, medmindre der er tale om en ekstern skadevolder, der kan forfølges.
Er der tale om skader med underminering af fx rotter fra kloaknettet, kan der være tale om en ganske betydelig udgift til reparation med TV-inspektion mv. for en rendestensbrønd.
Private parkeringsordninger
Parkeringsudfordringer tager til overalt på gader og stræder i København. Det gælder ikke mindst på Amager, hvor bil- og trafiktætheden er øget konstant med de tæt ved hundrede tusinde nye borgere, der er flyttet til Øen siden årtusindskiftet og hvor de fleste har biler med og helst vil parkere gratis på bl.a. private fællesveje, fremfor at betale dyrt i parkeringshuse og -anlæg i de nye bydele.
Situationen har medført kommunale tiltag med udvidet betalings- og tidszoneparkering i de gamle brokvarterer, ligesom kommunen er blevet motiveret til at godkende private parkeringsordninger i øget omfang på private fællesveje i grundejerforeninger. Først langs metrostrækninger og ved tætte bebyggelser, men ønskerne breder sig med hastige skridt ud i villa- og parcelhusområderne på Amager. Fremgangsmåden ved etablering af privat parkeringsordning er lettest ved kontakt til firmaer og selskaber, der tilbyder parkeringsordninger og som bl.a. er:
EUROPARK
KbhPARK
Q-PARK
APCOA Parkering
Park Zone A/S
Uno Park
COPARK
Der er flere andre firmaer på banen med tilbud på parkeringshjælp. Det opfordres til, at flere foreninger lokalt går sammen om en ordning, så man ikke bare ”skubber” parkeringerne til naboforeningerne.
SGF ’s ordinære generalforsamling april 2025, kl. 19.00
Der gøres opmærksom på, at årets ordinære generalforsamling i SGF er torsdag den 24. april kl. 19:00 i restaurant ”Kareten”. Reservér datoen allerede nu. Indkaldelsen kommer senere.
Indsamling af fotos fra grundejerforeninger
Vi opfordrer medlemmer, der har gode fotos fra situationer på de private fællesveje og ved fælles arrangementer til at sende dem til SGF: /v næstformand Henrik Johanson, E-mail:
Den 21. april afholdte SGF ordinær generalforsamling. 41 personer, repræsenterende 28 foreninger deltog i generalforsamlingen, hvilket var et meget tilfredsstillende fremmøde.
Generalforsamlingen afvikledes i en særdeles behagelig atmosfære, med en positiv debat omkring aktuelle spørgsmål fra deltagerne. Der var således tale om en god generalforsamling.
Fra generalforsamlingen er der flere aktuelle ting, bl.a.:
Kommunens planlagte udrulning af tidsparkeringszoner
Ny advokataftale i SGF
Ajourført aftale med NCC om udførelse af vejvedligeholdelses- og vejrenoveringsarbejder
Ad. 1. Det ligger nu fast, at der den 23. maj og 30. maj 2022 gennemføres borgerhøringer på Amager vedrørende udrulningen af planlagte tidsparkeringszoner i betydelige områder med private fællesveje i grundejerforeningerne i Københavns Kommunes del af Øen.
Den 23. maj kl. 19 – 21 holdes borgermøde i lokaliteten ”Loftet” i Amager Kulturpunkt, Øresundsvej 4-6 (Amager Vest/Øst) og
Den 30. maj kl. 19 – 21 holdes borgermøde i Filipsskolen Amagers Aula, Amager Strandvej 124 A (Amager Øst).
På møderne vil der i et samarbejde mellem kommunen (Teknik- og Miljøforvaltningen) og lokaludvalgene blive givet en fyldestgørende redegørelse for formålet med udrulningsarbejdet og om arbejdets gennemførelse, med områdeafgrænsninger, tider og antal timer for parkering, beboer-, erhvervs- og gæstelicenser, hvordan kontrollen er tænkt gennemført og om skiltningen.
Borgermøderne annonceres i medierne og på lokaludvalgenes (Øst og Vest) hjemmesider. SGF opfordrer medlemmerne i grundejer- og boligforeninger til at deltage på borgermøderne og medvirke i debatten om udrulningen.
Ad. 2. SGF har indgået ny samarbejdsaftale om juridisk bistand for medlemsforeninger og enkeltmedlemmer i grundejerforeningerne. Der er med Advokatkontoret Kroer/Fink Advokater, Amager Strandvej 158 D, 2300 København S. Tlf.: 71992929 E-mail: Att.: advokat Mikael Skau Skjoldager. Aftalebetingelserne vil snarest blive omtalt på SGF ’s hjemmeside.
Ad. 3. SGF har i mange år haft en aftale med NCC om tilbud ved udførelse af vejvedligeholdelses- og vejrenoveringsarbejder for medlemsforeningerne i grundejerfællesskabet. Tilbuddet var bygget op om en arbejdsbeskrivelses- og kvalitetsdel og en pris mv. del. Prisdelen har indeholdt en rabatordning for medlemmerne af SGF. Arbejds- og kvalitetsdelen har været baseret på en nøje beskrivelse af materialevalg og –kvalitet (Dansk Standard) og på arbejdsudførelsen, kontraktopfyldelsen og i det hele taget, at entreprisen har været gennemført fuldt tilfredsstillende for kunden.
For nylig er aftalen med NCC justeret i overensstemmelse med forholdene i dag, og en ny beskrivelse af aftalen er på vej, herunder en ajourføring af prislisten, som SGF løbende er bekendt med, men som den enkelte grundejerforening selv skal rekvirere direkte hos NCC.
Kontaktperson hos NCC er: Kasper Højgård Johansen, E-mail: Tlf.: 29496111.
Aftalen med NCC vil i løbet af kommende måned blive omtalt nærmere på SGF ’s hjemmeside. Flere foreninger har meddelt om positive oplevelser ved at gøre brug af NCC. Med tilbuddet fra NCC vil det stadigvæk være muligt, at indhente andre tilbud (på kvalitet og pris) i en tilbudsrunde.
Med venlig hilsen Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF) Erhardt Franzen
Den videre proces med etablering af nye parkeringszoner
Ordinær generalforsamling i SGF
Ad. 1. Den videre proces med etablering af nye parkeringszoner
I vores Nyhedsmail 2 – 2021 i december 2021 orienterede vi om igangværende tilløb i kommunen til udrulning af i alt 15 nye parkeringszoner i København. Alle som tidsparkeringszoner. På Amager er der tale om 4 zoner. 3 af zonerne er i forlængelse af nuværende tids-/betalingszoner omkring metrostationerne Amager Bro og Lergravsparken, strækkende sig sydpå på begge sider af Amagerbrogade og i Øst langs stranden og 1 zone er på den nordlige del af Amager. Se vedhæftede foreløbige skitse. Udrulningen omfatter mange private fællesveje og dermed grundejerforeninger på Øen.
Det indledende og gennemførende arbejde forestås af kommunens Teknik- og Miljøforvaltning (TMF). Det indledes med, at indhente oplysninger om gjorte erfaringer i bestående tidsparkeringszoner (3 timer mellem 8 – 19) i byen og bruge disse oplysninger ved udarbejdelse af model/modeller for nye zoners udstrækning og indretning samt regler for parkering i zonerne med tidsangivelse, beboerlicenser, erhvervslicenser, gæstelicenser, kontrol mv.
Kommunen er opmærksom på, at inddrage lokaludvalgene, foreningerne og borgerne i de respektive områder i forberedelsesarbejdet. I den forbindelse er SGF opmærksom på grundejerforeningernes interesse i, at være orienteret og være medinddraget i udrulningen.
Sammen med TMF er der i lokaludvalgene for nylig indledt drøftelser vedrørende den strategiske fremgangsmåde med høringsproces og borgermøder om sagen i løbet af foråret/forsommeren. Således vil lokaludvalgene inden sommerferien være medvirkende i borgerhøring om udrulningen. Med tidsplan, indhold, retningslinjer, evt. særaftaler (ønsker om private ordninger), kontrol mv.
Ad. 2. Ordinær generalforsamling i SGF
Til orientering afholder SGF ordinær generalforsamling torsdag den 21. april 2022 kl. 19 i restaurant ”Kareten”. Formel indkaldelse til generalforsamlingen udsendes inden så længe.
Der vil på generalforsamlingen være udvidet orientering om tidsparkeringszoneudrulningen.
Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF) Amager den 15. december 2021
SGF – Nyhedsmail 2 – 2021
Vi indleder denne nyhedsmail med, at ønske alle vore medlemmer
En glædelig jul og et godt nytår
Endvidere ønsker vi at sige tak for godt samarbejde i det forløbne år, som fortsat har været påvirket af samfundsrestriktionerne i forbindelse med Covid-19. Sammen med restriktioner vil der i det nye år, uændret være udfordringer i arbejdet med at forvalte grundejerforeningerne på Amager. Det gælder bl.a. på trafik- og parkeringsområdet, vejrenoveringsområdet og planer for udrulning af el-ladestandere.
I denne nyhedsmail har vi to emner, vi vil fortælle jer lidt om:
1. Processen for implementeringen af nye tidsbegrænsede parkeringszoner i København
2. Retshjælpsforsikring for grundejerforeninger
Ad. 1 Processen for implementeringen af nye tidsbegrænsede parkeringszoner i København
Det økonomiske grundlag for zoneudvidelserne er en del af kommunens budgetaftale for kommende år. Som led i aftalen er det besluttet, at der som udgangspunkt i tidszonerne er tale om 3 timers tidsbegrænsning. Der udstedes gratis beboerlicenser til beboere med adresse inden for zonen – 1 licens pr. person over 18 år i husstanden. Beboerlicensen undtager fra 3 timers restriktionen. På samme vis udstedes der gratis erhvervslicenser til erhvervskøretøjer registreret til virksomheder beliggende inden for parkeringszonen.
Kommunen er helt bevidst om, at udrulningen af de nye zoner, som i betydeligt omfang omhandler private fællesveje, skal gøres i struktureret dialog med grundejer- og boligforeningerne i områderne.
På foranledning af SGF og lokaludvalgene på Amager har Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) meldt ud om proces for etablering og drift af de nye zoner. Således er omtalt, at der fx kan ske justeringer af den endelige afgrænsning af de enkelte zoner samt også det endelige tidsrum, hvor tidsbegrænsningen skal gælde. Endelig skal der også tages stilling til modeller for gæstelicenser, kontrollens gennemførelse og til skiltningen på vejene, ligesom man skal forholde sig til godkendelse af evt. private parkeringsordninger i zoner.
Med de mange ubesvarede udeståender har TMF meldt ud om, at implementeringsprocessen først indledes i det nye år, idet processen kræver betydelig forberedelse, herunder i samarbejde med de implicerede lokaludvalg og interesseforeninger i områderne. Endvidere skal TMF have prioriteret og rekrutteret personale til at bemande implementeringsopgaven i Parkeringsforvaltningen i kommunen.
Med de nævnte udfordringer ser TMF sig ikke i stand til at indlede samarbejdet om udrulningen af parkeringszonerne før i begyndelsen af det nye år. I SGF vil vi følge sagen og tiltagene nøje samt prioritere, at udrulningen kan forgå så fornuftigt og så fordrageligt som muligt.
Ad. 2 Retshjælpsforsikring for grundejerforeninger
På foranledning af ønske fra en medlemsforening og generalforsamlingen 2021 har SGF foranstaltet tilbud på tegning af Retshjælpsforsikring for grundejerforeninger, der er medlem af SGF. Retshjælpsforsikringen dækker indtil 150.000 kr. til sagsomkostninger til rådgivnings-/advokathjælp i tilfælde af tvistigheder mellem foreningen og fx en leverandør/entreprenør. Retshjælpsforsikringen er et supplement til SGF ’s standard forsikringspakke, der indeholder Erhvervs-, Bestyrelses-, Ledelsesansvars- og Underslæbsforsikring.
En nærmere omtale af Retshjælpsforsikringen med dækningsgrad og præmiebeløb mv. finder du på SGF ’s hjemmeside www.sgfnet.dk Her finder du også den blanket, du skal udfylde og indsende, hvis din forening ønsker at tegne forsikringen.
Sundbyernes Grundejerfællesskab (SGF) Amager den 16. oktober 2021
Indhold:
1. Workshop den 28. oktober 2021 kl. 18:30 om forundersøgelse for udvikling af Sundby Idrætspark
2. Parkeringsanalyse med det formål at udvide parkeringszoner på private fællesveje i grundejerforeninger
3. El-ladestander spørgsmålet
4. Invitation til deltagelse den 28. ds., kl. 18:50 i paneldiskussion om ”Bo trygt” og med kommunalpolitikere i København i Kulturstation Vanløse
Ad. 1. Workshop den 28. oktober 2021, kl. 18:30 – 21:00 i Sundby Idrætspark
Ifølge vedhæftede invitation kan alle interesserede deltage i workshoppen, hvis formål er at være led i en forundersøgelse af mulighederne for at udvikle Sundby Idrætspark. Der har været lokale forlydender om, at der var planer om at bygge et nyt stadion og at anvende arealer i idrætsparken til opførelse af boliger, hotel og eventcenter; men uden noget særligt konkret ud over nogle kommercielle interesser og forestillinger.
Københavns Kommune har imidlertid nu spillet ud med, at et flertal i Borgerrepræsentationen – i forbindelses med overførselssagen i foråret – har besluttet, at bevilge midler til gennemførelse af nævnte forundersøgelse. Kommunens Økonomiforvaltning, med overborgmesteren i spidsen har
nu sat gang i forundersøgelsesarbejdet, hvor opgaven bl.a. er, at høre og vurdere lokale beboeres, institutioners, forenings- og idrætslivets og erhvervslivets mening og idéer om en udvikling af idrætsparken. Resultatet af forundersøgelsen skal bruges til at udarbejde tre scenarier for en udvikling af idrætsparken. Scenarierne forventes at foreligge til behandling på Rådhuset i foråret 2022.
Workshoppen gennemføres i et samarbejde mellem Kommunen, Amager Vest Lokaludvalg og Områdefornyelsen Sundby. Tilmelding til workshoppen er ikke nødvendigt.
Ad. 2. Parkeringsanalyse med det formål at undersøge mulighederne for at udvide parkeringszoner i København, herunder på private fællesveje i grundejerforeninger
Med nævnte formål har Københavns Kommune efter sommerferien barslet med resultater og vurderinger fra en undersøgelse af parkeringstrængsel i områder (zoner) umiddelbart uden for de nuværende parkeringszoner (tids/betalings) i København. På Amager har undersøgelsen og vurderingen drejet sig om områder på begge sider af Amagerbrogade, fra Amagerbroområdet til
Ingolfs Allé og ved Amsterdamvej, og længere mod Øst for Kastrupvej helt til Hedegårdsvej. Også på den nordlige spids af Amager er der gjort undersøgelser.
Om forslagene til nye zoner (tidszoner) kan der læses nærmere i den udgivne rapport fra undersøgelsen ”Muligheder for udvidelse af parkeringszoner i København 2021”, som ligger på Kommunens hjemmeside.
Vi har i SGF haft en meget foreløbig drøftelse af udspillet fra Kommunen, for så vidt angår forslagene til udvidelse af tidszonerne på Amager. Overordnet er vi af den opfattelse, at Kommunen med tiltagene er i gang med at omgøre de private fællesveje til offentlige parkeringspladser, hvor ellers vejens indretning og formål er at være til færdsel for beboerne og for folk og erhverv med ærinde på vejen. Kun ved særlige indretninger og lokale aftaler er vejene også anvendt til parkering.
Med forslagene til tidszoneparkering om, at kunne lette trykket af fremmedparkeringen, følger dermed en indirekte adgang til, at fremmede uden ærinde i gaden også kan parkere lovligt på beboernes veje (de private fællesveje), hvis drift og hele vedligeholdelse er overdraget og pålagt beboerne af Københavns Kommune for ca. 20 år siden.
Så foruden pligten til at holde vejene rene og i anerkendt stand, skal vi nu også acceptere, at vore kantstensstrækninger på de private fællesveje er en del af Kommunens disponerede parkeringspladser. En disposition som ingenlunde kan anerkendes og slet ikke i en situation, hvor der i lokalplaner for nyt boligbyggeri og ved udvidelse af bestående boligejendomme fra den Kommunale forvaltning lægges op til dispensation efter dispensation fra kravene om antallet af parkeringspladser i forhold til bebygget areal.
Som situationen omkring parkeringsanalysen tegner sig lige nu, vil Kommunen fortsat undersøge, om restriktionerne i de tidsbegrænsede zoner (hverdage 3 timer i tiden 8 – 19) bør ændres med udgangspunkt i en konkret høring af borgerne i de nuværende tidsbegrænsede zoner, og at man derudover inddrager lokaludvalgene og borgerne i spørgsmålet om den endelige udlægning og afgrænsning af zonerne. Processen vil blive foranstaltet af Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at Teknik- og Miljøudvalget kan tage stilling til endelig tidsbegrænsning og afgrænsningen af nye parkeringszoner i byen i løbet af foråret 2022.
SGF vil i nærmeste fremtid – i samarbejde med lokaludvalgene – medvirke til, at der tilvejebringes så megen viden om holdninger i grundejerforeninger og om politiske aspekter vedrørende parkeringsanalysen som muligt. Og at dette kan være grundlag for, at der afholdes et orienteringsmøde for medlemmerne om spørgsmålet inden jul.
Ad. 3. El-ladestander spørgsmålet
På SGF’s generalforsamling før sommerferien drøftede vi bl.a. spørgsmålet om udrulning/installering af el-laderstandere i grundejerforeninger og husstande på private fællesveje. Ladestander bekendtgørelsen omhandler kun ikke-beboelsesbygninger med mere end
20 parkeringspladser og for nybyggeri/renovering, hvor der er flere end 10 parkeringspladser. Der er ingen lovgivning (endnu) for beboelsesejendomme på området.
Fra Klimarådet er det oplyst for os, at Rådet i dets anbefalinger til Regering og Folketing har peget på det vigtige i, at også boligejere i landets grundejerforeninger på private fællesveje har en vigtig rolle at spille, i at understøtte den generelle udbredelse af ladestander infrastruktur, fx på fælles veje og parkeringsarealer.
I situationen må det konstateres, at der ikke forekommer konkrete lovgivningsmæssige tiltag, men at der pågår bestræbelser på at anvise og motivere sektorerne for energi, transport, privatbilisme og andre elforbrugssteder om en struktureret udrulning af ladeinfrastruktur.
På et tidspunkt i løbet af kommende vinter kan det vise sig betimeligt at arrangere et medlemsmøde om emnet.
Ad. 4. Invitation til deltagelse i orientering og diskussion med kandidater til kommunalvalget i København mv. den 28. ds., kl. 18:50 i Kulturstation Vanløse
Vores søsterorganisation Grundejeren.dk har inviteret os til at deltage ved nævnte arrangement. Desværre falder det sammen med workshop-arrangementet i Idrætsparken. Men skulle der være medlemmer, der har lyst til at overvære arrangementet i Vanløse er man velkommen til det. Det forudsætter tilmelding snarest til Grundejeren.dk’s sekretariat:
I mailudsendelse til jer den 8. oktober 2019 orienterede vi med invitation til åben orienterings- og debatmøde i Bibliotekshuset på Rodosvej den 30. oktober 2019 om brændeovne og luftforurening. Arrangør af mødet var Miljøpunkt Amager. Fra mødet, hvor ca. 35 var mødt frem, er der af Miljøpunktets leder Dorte Grastrup-Hansen udarbejdet et glimrende sammendrag, som ud over omtale af mødets forløb indeholder gode råd og anvisninger vedrørende installering og brug af brændeovne. Sammendraget er vedhæftet denne Nyhedsmail og kan af grundejerforeninger bruges i information til medlemmerne. Det kan fx være på generalforsamling eller i anden samling af medlemmerne i foreningen.
Udfordringerne med øget fremmed parkering på private fællesveje
På amager kender vi godt til de øgede fremmede parkeringer på vore private fællesveje i grundejerforeninger, hvilket man i øvrigt også gør i andre dele i København. Det er fortrinsvis i områderne tæt på trafikknudepunkter som S- og Metrostationer og i områderne ved de nye bydele, som er Ørestad, langs Amager Strandvej og Islands Brygge på Amager. I de nye bebyggelser koster det dyrt at parkere på P-pladser og i P-huse. Og for at spare disse udgifter, er det, at beboere og folk, der kører på arbejde i nybyggerområderne, parkerer gratis på de private fællesveje i nærmeste omegn, til stor gene for dem der bor dér og for gennemkørsel på vejene. Tilsvarende udfordringer er på Østamager, i nærheden af lufthavnen, hvor rejsende parkerer på oplandets private fællesveje i villakvarterer mv. og tager den sidste strækning til lufthavnen med enten Taxa eller offentlige transportmidler for at spare parkeringsudgiften i lufthavnen.
Træge myndigheder
Problemet med de fremmede parkeringer har ved flere lejligheder været taget op med parkeringsmyndighederne i Københavns Kommune, men uden at kommunen har ment, at kunne gøre noget effektivt ved det. Grelle steder er der indrettet tidsbegrænsede zoner. Men situationen er kun blevet værre med årene. I områder er det nu blevet så grelt, at husejere må se den del af parcellens grund, der udgør vejarealet ud for huset, blive overtaget til offentligt parkeringsareal for spekulative fremmede bilejere. For os, der bor på de private fællesveje, er situationen uacceptabelt. Allerede for flere år siden rejste SGF, sammen med lokaludvalgene problemet på Amager, og tilsvarende har paraplyorganisationen Grundejeren.dk gjort det i Vestkøbenhavn. Samstemmende er SGF og Grundejeren.dk nu enige om, at Københavns Kommune skal presses til at være forstående og behjælpelige med at få bremset denne fatale udvikling i parkeringsproblemet på de private fællesveje.
Orienterings- og debatmøde i Vanløse
I slutningen af november afholdtes et orienterings- og debatmøde i Vanløse Kulturcentrum om parkeringsudfordringerne for de private fællesveje i kommunen. Forskellige ordninger for parkering og parkeringszoner drøftedes. Alt sammen med det formål at undgå den fremmede parkering på villavejene. Fra mødet foreligger vedhæftede planchebilag, som anvendtes i indlæg af enhedschef i kommunens Teknik- og Miljøforvaltning Jesper Borch. I bilagene er der gjort rede for mulighederne for omhandlede ordninger. Hvilket gælder både offentlige og private parkeringszoneordninger.
Private parkeringsordninger
Ved ønske om etablering af privat parkeringsordning er der mulighed for at rådføre sig med bl.a. Parkeringskompagniet eller GoPark Aps, der tilbyder at administrere ordninger på private fællesveje. Uanset hvilken ordning, der er tale om, skal den godkendes af kommunen og politiet. Ved private ordninger ser kommunen gerne, at ordningen omhandler et større geografisk område, så den ene grundejerforening ikke bare ”eksporterer” problemet til naboforeningen. Sammen med Grundejeren.dk og lokaludvalgene agter SGF at fortsætte overordnede bestræbelser på at bremse udviklingen med, at fremmede bilejere bruger private fællesveje som offentlig gratis parkeringsplads.
SGF takker medlemsforeningerne og private medlemmer for godt samarbejde Med tak for godt samarbejde i det forløbne år 2019 ønsker bestyrelsen hermed alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.
Mvh. Bestyrelsen SGF
Administrer samtykke til cookies
Vi bruger cookies til at optimere vores websted og vores service.
Functional
Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål.Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.